Velgørenhedsbingo samlede rekordstort beløb ind

Det store velgørenhedsbankospil på Kontoret blev en kæmpe succes. Et rekordstort beløb blev samlet ind. 

Velgørenhedsbingo samlede rekordstort beløb ind
Der var omkring 400 gæster til Musikbingo i Kontorets store byfesttelt, og de genererede tilsammen 100.000 kroner til kampen mod kræft. Foto: Thomas Gosch

Video: Thomas Gosch

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Omkring 400 gæster deltog i Kontorets tyvstart på byfesten med musikbingo til fordel for Knæk Cancer.

"Det er gået fuldstændig vanvittigt," lød det spontant fra Trine Nystrup fra Kontoret, da hun sent tirsdag aften gjorde regnskabet op og talte sammen, hvor mange penge der var kommet ind ved aftenens bingospil.

Sidste år kom der 52.814 kroner ind, som blev fordelt med 10.000 kroner til Stafet for Livet i Kalundborg, mens der blev ringet 42.814 kroner ind til det store Knæk Cancer-indsamlingsshow senere på året.

I år går der igen 10.000 kroner til Stafet for Livet, mens ikke mindre end 90.000 kroner kan sendes videre til Knæk Cancer.

Helt nøjagtigt kom der 99.110 kroner ind, men Kontoret rundede selv beløbet op til 100.000 kroner.

"Vi er blæst helt bagover og er mega-stolte," fortæller Trine Nystrup.

Auktion med stort overskud

Alene på auktionsgevinsterne, som der var ni af, kom der 43.000 kroner ind. Her var der også flotte gaver på højkant, blandt andet en varmepumpe inklusiv montering fra Raklev Smedene til en værdi af 15.000 kroner, to tømrersvende fra Tømrerværkstedet i en hel arbejdsdag, skruemaskiner, et års forbrug af tyggegummi og meget andet.

"Det var meget blandet, men folk har virkelig været gavmilde. Vi havde også et lotteri, hvor man kunne vinde et gavekort på 5.000 kroner til Kontoret, og det gik for 7.000 kroner," fortæller Trine Nystrup.

Det er tredje gang, Kontoret afvikler musikbingo før byfesten, og denne gang var man forberedt på de mange spilleglade kalundborgensere. Derfor havde man 1.000 spilleplader klar, og byens erhvervsliv havde bakket massivt op. En af hovedpræmierne var for eksempel et vinkøleskab fra Punkt 1 til en værdi af 12.000 kroner.

Ambitionen var at nå over 50.000 kroner.

Del