Svømmere tilbagelagde 42,5 kilometer på fælles svømmedag

Kalundborg Svømmeklub samlede søndag både konkurrencesvømmere og gæster til Den Store Svømmedag.

Svømmere tilbagelagde 42,5 kilometer på fælles svømmedag
I alt besøgte 230 personer Kalundborg Svømmehal, hvor der var internt stævne og gratis svømning. Her ses Vilja Døj. Privatfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Svømmeklub samlede søndag både konkurrencesvømmere og gæster til Den Store Svømmedag. I alt besøgte 230 personer Kalundborg Svømmehal, hvor der var internt stævne og gratis svømning.

Der blev svømmet både korte og lange distancer, da Kalundborg Svømmeklub søndag afholdt den traditionsrige Den Store Svømmedag i Kalundborg Svømmehal.

Hele klubbens konkurrenceafdeling var samlet til et internt stævne. De erfarne svømmere kunne udfordre sig selv på 200, 400, 800 og 1.500 meter, og flere deltog i mere end ét løb.

For de nyeste konkurrencesvømmere var dagen en mulighed for at få erfaring med et svømmestævne gennem løb på 25 og 50 meter. Stævnets yngste deltagere var Jonas Thore Jabolonski og Sofie Sigmann Dreyer, der begge er født i 2018.

Markant forbedring og plads på ranglisten

Bastian Paaske stod for dagens største personlige forbedring, da han svømmede 200 meter crawl 49,30 sekunder hurtigere end sin hidtidige tid.

Vilja Døj svømmede sig samtidig ind blandt de tre bedste på landets rangliste for årgang 2017 i 200 meter crawl. Det var endnu en top tre-placering for hende.

Åbent hus for alle

Sideløbende med stævnet holdt klubben åbent hus med gratis svømning fra klokken 10 til 16. Nogle gæster benyttede tilbuddet til motionssvømning, mens andre kom med familien for at tilbringe nogle timer sammen i vandet.

I løbet af dagen besøgte i alt 230 kalundborgensere svømmehallen, og tilsammen blev der svømmet 42.500 meter. Wentao tilbagelagde dagens længste distance med 3.150 meter.

Dagen sluttede med uddeling af gavekort. Alle deltagere fik desuden frugt og saft sponsoreret af Rema 1000 og mulighed for at vinde sponsorpræmier.

Del