Ny bestyrelse sikrer fremtiden for Aktivitetscenter Rørby
Der er kommet ny bestyrelsen i Aktivitetscenter Rørby. Den vil arbejde for at fremtidssikre stedet.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
For kort tid siden stod Aktivitetscenter Rørby i en usikker situation, da centeret pludselig stod uden en bestyrelse. Uden en bestyrelse var der ikke grundlag for at videreføre aktiviteterne, og fremtiden så derfor usikker ud.
Men så trådte syv engagerede ildsjæle til og tog initiativ til at få genetableret en bestyrelse. På rekordtid har de arbejdet målrettet for at sikre, at aktivitetscenteret også fremover kan danne ramme om fællesskab og aktiviteter i lokalområdet.
Den 9. juni blev der afholdt ekstraordinær generalforsamling, hvor nye vedtægter blev godkendt, og en ny bestyrelse officielt valgt. Det markerer begyndelsen på en ny og positiv tid for Aktivitetscenter Rørby.
Den nyvalgte bestyrelse bød efterfølgende de fremmødte på smørrebrød – en hyggelig afslutning på en vigtig dag og et tydeligt tegn på det fællesskab og engagement, der kendetegner stedet.
Der er nu stor optimisme for fremtiden.
Man er velkommen til at kontakte bestyrelsen med spørgsmål eller andet.