LUMA inviterer på sheltertur

Der bliver noget for alle sanser, når LUMA inviterer unge mellem 18 og 30 år på sheltertur på Røsnæs

LUMA inviterer på sheltertur
LUMA har fået penge fra Sammen om Kulturen til en sheltertur. Der er få ledige pladser. Privatfoto

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

LUMA inviterer på en sheltertur ved Skanseskoven helt ude på spidsen af Røsnæs. Turen er støttet af Sammen om Kulturen, og er for unge mellem 18 og 30 år. 

"Vi har 18 pladser og der er faktisk stadig mulighed for at komme med," fortæller daglig leder i LUMA, Nicoline Saga Brydesen. 

Turen foregår fra lørdag den 4. juli til søndag den 5. juli og man mødes på Kalundborg Station lørdag den 4. juli klokken 12. 

"Vi tager bussen sammen ud til Røsnæs, slår os ned ved shelterne og gør klar til en hyggelig aften med overnatning til søndag. Dagens højdepunkt bliver en Fire & Grill Experience skabt af Mia Reesen fra Tabernaklet - en udendørs madoplevelse med lokale råvarer, historiefortælling, kreativitet og fællesskab omkring bålet", fortæller Nicoline Saga Brydesen. 

Mia Reesen står for madlavningen på stedet og sørger for en menu med blandt andet grillet kød over åben ild, nye kartofler med urter og smør, sommersalat med danske sæsongrøntsager, vegetarisk mulighed efter ønske og en varm båldessert med sæsonens bær og søde treats. Kort sagt: ikke bare aftensmad, men en oplevelse. 

Man kan tilmelde sig turen på luma.nemtilmeld.dk. Alle unge er meget velkomne, og man behøver ikke kende nogen i forvejen for at tage af sted. 

"Vores frivillige værter er gode til at få nye folk med i fællesskabet. Man skal være fyldt 18 år for at kunne være med. Hvis man ikke har en sovepose, liggeunderlag osv., kan man gratis låne dette af arrangørerne, man skal blot skrive det i tilmeldingen," oplyser Nicoline Saga Brydesen. 

Man kan også læse om eventet på oplevkalundborg.dk. 

 

Del