Sommerserie: Hvad er kultur for dig?

TV-Kalundborg.dk har denne sommer fokus på kultur. Vi har spurgt en række borgere i Kalundborg om, hvad kultur er for dem, ligesom vi følger op med en række artikler, hvor kultur er i fokus. I dag kan du læse om Stine Veisegaard.

Sommerserie: Hvad er kultur for dig?
Stine Veisegaard er afdelingsleder ved Kalundborg Biblioteker. Foto: Charlotte Koefoed

 Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Navn, alder og by:
Stine Veisegaard, 53 år, bor i Slagelse, men opvokset i Svebølle.

Hvad laver du til dagligt?
Jeg er afdelingsleder ved Kalundborg Biblioteker samt leder af det team, der koordinerer Den Kulturelle Rygsæk, som blandt andet står for dans, teater og koncerter til skoler og dagtilbud.

Er du aktiv i en forening eller frivillig – og i givet fald hvor?
Ikke i en forening i traditionel forstand. Men via mit arbejde samarbejder jeg tæt med en lang række frivillige og foreninger.

Da jeg havde mindre børn, var jeg aktiv i en af 4H’s lokalbestyrelser. Nu har jeg private medlemskaber i nogle foreninger, hvor jeg nyder godt af andre bestyrelsers store arbejde.

Hvad er kultur for dig?
Kultur lever alle steder, hvor mennesker mødes: på biblioteket, i sportsklubben, forsamlingshuset, museet, teatret og så videre. Det er her, vi møder fællesskaber og får oplevelser, der danner os kulturelt og som mennesker.

Og så er det en kæphest for mig at sige, at kultur ikke er en luksus, men en nødvendighed.

I en verden, hvor vi mere end nogensinde før mangler sammenhæng og retning, er kultur det, som giver os rødder, perspektiv og mod på fremtiden.

Hvor får du dine kulturelle oplevelser?
Primært gennem litteratur, foredrag, museumsbesøg og rejser. Jeg har flere gange vandret på Caminoen i Spanien, og snart tager min mand og jeg på en historisk rejse til England, hvor vi vil følge i vikingernes fodspor.

Et af årets højdepunkter er BogForum. I vinterhalvåret deltager jeg i nogle af Folkeuniversitetets forelæsninger og er medlem af en bogklub. Og så oplever jeg enormt meget kultur gennem mit arbejde, hvor jeg møder forfattere, kunstnere og engagerede mennesker.

Hvad savner du kulturelt i Kalundborg?
Snart har vi både en professionel scene i Kalundborghallen og et nyt kulturhus med bibliotek, som vil give nogle fantastiske muligheder. Samtidig håber jeg, at vi også får endnu flere store arrangementer med litteratur, historie, kunst og viden.

Den kommende litteraturfestival er et rigtig godt skridt. Jeg kunne sagtens se en kultursommerhøjskole eller et skriveværksted i samarbejde med for eksempel Folkeuniversitetet eller Biblioteksklubben. Altså nogle kulturgenrer, som endnu ikke er repræsenteret bredt i kommunen – endnu.

For hold da op, hvor sker der meget nyt kulturelt i Kalundborg Kommune i disse år.

Hvad er du rigtig glad for kulturelt i Kalundborg?
Noget af det, jeg sætter allermest pris på, er de mange ildsjæle rundt omkring i kommunen. De mange aktive foreninger og lokalsamfund, der skaber liv, er en af Kalundborgs helt store styrker.

Og så nyder jeg at færdes i et område, der har så rig og mangfoldig en historie. Det kan borgerne i Kalundborg Kommune godt være stolte af.

Del