Kalundborgspejdere på kæmpe-lejr

Spejdere fra Kalundborg Kommune er klar til sommerens største eventyr.

Kalundborgspejdere på kæmpe-lejr
Snart bliver rygsække spændt, uniformen knappet, og spejdertørklæder bundet, når spejdere fra Det Danske Spejderkorps, De Grønne Pigespejdere og KFUM-Spejderne i Kalundborg Kommune sætter kurs mod Spejdernes Lejr 2026 i Hedeland Naturpark. Privatfoto

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

På Spejdernes Lejr 2026 i Hedeland Naturpark venter Nordens største spejderlejr, hvor omkring 30.000 spejdere fra hele Danmark og resten af verden samles til dage med eventyr, nye venskaber og masser af oplevelser. Lejeren foregår fra den 18 til den 26. juli.

Lejrbålet bliver samlingspunkt for nye bekendtskaber, udfordringer bliver løst i fællesskab, og naturen danner den perfekte kulisse for minder, der varer længe efter, at teltene er pakket sammen. Spejdernes Lejr er en kæmpe midlertidig lejrby, hvor alle de danske spejderkorps mødes, og hvor fællesskab, friluftsliv og oplevelser er omdrejningspunktet.

Lejrbyen skyder allerede op

Selvom lejren først begynder om kort tid, summer Hedeland allerede af aktivitet. Områder bliver målt op, så hver spejdergruppe får sin egen plads, og bunker af rafter ligger klar til at blive forvandlet til køkkener, spisepladser, udsigtstårne og fantasifulde konstruktioner.

Snart bliver de tomme marker fyldt med telte, latter, bålrøg og tusindvis af spejdere – og så er eventyret for alvor i gang.

Hvad skal med i rygsækken?

En af de vigtigste forberedelser er selvfølgelig at pakke rygsækken. For hvad skal egentlig med, når man skal bo ni dage midt i naturen? Der bliver tænkt grundigt over indholdet: varmt tøj til kølige aftener, regntøj – for vejret bestemmer jo selv – gode vandresko, sovepose, liggeunderlag samt uniform og spejdertørklæde.

Lommelygte, drikkedunk og spisegrej får naturligvis også en fast plads.

"Og så er der alt det, der ikke skal med. Store mængder elektronik bliver hjemme – der er nemlig hverken stikkontakter i teltet eller tid til at kigge på skærme. På spejderlejr er det fællesskabet, naturen og oplevelserne, der er i centrum. At pakke bliver derfor en lille kunst i at vælge det vigtigste – og opdage, at man faktisk ikke behøver ret meget for at få en fantastisk uge," fortæller Lisbet Andersen, DDS Esbern Snare, Kalundborg.

En lejr fyldt med oplevelser

Der bliver ikke tid til at kede sig. Programmet bugner af aktiviteter, hvor spejderne kan prøve kræfter med alt fra klatring, pionering, orienteringsløb og sejlads til naturformidling, science, bæredygtighed, håndværk, kreative workshops og spændende samarbejdsøvelser.

Flere aktiviteter foregår også ude i værtskommunerne, så spejderne får mulighed for at opleve lokalområdet helt tæt på.

Årets tema, "Alle ind i fællesskabet", sætter fokus på nysgerrighed, sammenhold og plads til alle. Når dagens aktiviteter er slut, fortsætter lejrlivet med lejrbål, fællessang, musik, underholdning, spontane lege og hyggelige møder med spejdere fra hele verden.

Hjemme i teltet

Under hele lejren er teltet spejdernes hjem. Her bygger patruljerne selv deres lejr med køkken, spiseplads, bålsted og hyggelige samlingssteder. Sammen lærer de at tage ansvar, samarbejde og skabe et hjem midt i naturen. Det er også her, mange af de største øjeblikke opstår – når regnen trommer på teltdugen (hvis den da kommer), morgensolen vækker lejren, eller dagens oplevelser bliver fortalt rundt om bålet med et krus varm kakao i hånden.

Mad smager bare bedre under åben himmel

Et af dagens højdepunkter bliver selvfølgelig måltiderne. Spejderne laver selv maden i lejrkøkkenerne, hvor grøntsager bliver snittet, gryderne rørt, og maden tilberedt over ild. På menuen er sunde, varierede og velsmagende retter – og som enhver spejder ved, smager maden bare lidt bedre, når den nydes under åben himmel.

Minder, der varer længe

For spejderne fra Kalundborg Kommune bliver Spejdernes Lejr 2026 meget mere end en sommerlejr. 

Det bliver dage fyldt med grin, udfordringer, nye venskaber og oplevelser, som styrker både mod, selvtillid og fællesskab. Når teltene bliver pakket ned, og rygsækkene igen vender hjem, følger minderne med: nye venner, gode historier, masser af erfaringer og følelsen af at have været en del af noget helt særligt.

Én ting er sikker – Spejdernes Lejr 2026 bliver et eventyr, som spejderne fra Det Danske Spejderkorps, De Grønne Pigespejdere og KFUM-Spejderne i Kalundborg Kommune vil tale om i mange år fremover.

 

 

 

Del