Kalundborg-elever med til årets store Skole OL-finale

Elever fra Kalundborg Kommune er blandt deltagerne, når næsten 8.000 skoleelever i denne uge mødes til DIF Skole OL-finalen i København.

Kalundborg-elever med til årets store Skole OL-finale
Skole OL finalen er skudt i gang og den børneolympiske fakkel blev løbet ind på Sundby Idrætspark, hvor knap 8.000 skoleelever mødes i denne uge. DIF Skole OL

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Elever fra Kalundborg Kommune er blandt deltagerne, når næsten 8.000 skoleelever i denne uge mødes til DIF Skole OL-finalen i København.

Tirsdag blev den store idrætsfest officielt åbnet i Sundby Idrætspark med indmarch, åbningsceremoni og tænding af den børneolympiske ild. Fra Kalundborg Kommune deltager 8. klasse fra Tømmerup Fri- og Efterskole samt 5. klasse fra Sæby-Hallenslev Friskole.

I alt samles 7.808 elever fra hele landet til finalen, som afvikles fra den 9. til 12. juni. Eleverne har kvalificeret sig gennem lokale Skole OL-stævner og skal nu dyste i en række forskellige sportsgrene sammen med børn fra resten af Danmark.

Men Skole OL handler ikke kun om resultater og placeringer. Fællesskab, bevægelsesglæde og oplevelser med klassekammeraterne er en lige så vigtig del af arrangementet. Med indmarch, fanebæring og den olympiske ild får eleverne samtidig en oplevelse af at være en del af et landsdækkende fællesskab.

Idræt skaber fællesskab

Formand for Danmarks Idrætsforbund, Hans Natorp, fremhæver netop fællesskabet som en af de vigtigste gevinster ved Skole OL.

"Som Danmarks største børne- og ungeorganisation har vi et særligt ansvar for at skabe gode idrætsoplevelser for børn og unge. DIF Skole OL-finalen er et fantastisk eksempel på, hvordan idrætten kan samle børn på tværs af landet og give dem oplevelser, fællesskaber og minder, som rækker langt ud over dagene her i København,” siger Hans Natorp, formand i Danmarks Idrætsforbund.

Københavns Kommune er igen vært for finalen, som hvert år samler tusindvis af børn fra hele landet omkring sport, fællesskab og bevægelse.

"Det er fantastisk at se den energi og glæde, eleverne bringer med sig til Skole OL. Bevægelse kan noget helt særligt, når det sker i fællesskab. Det flytter fokus fra den enkelte til holdet, og når eleverne griner, får pulsen op og hepper sammen, styrker det båndene og trivslen i klassen. De minder og det stærke sammenhold, de skaber til Skole OL, tager de med sig direkte tilbage i klasselokalet," siger Jakob Næsager, børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune.

Tusindvis af børn samles til finale

I år deltager 359 klasser fra 205 skoler fordelt på 67 kommuner. Eleverne konkurrerer i ni forskellige sportsgrene: atletik, bordtennis, bowling, bueskydning, cricket, orienteringsløb, roning, teenvolley og svømning.

For eleverne fra Tømmerup Fri- og Efterskole og Sæby-Hallenslev Friskole venter nu nogle dage fyldt med sport, fællesskab og oplevelser sammen med jævnaldrende fra hele landet.

Fakta om DIF Skole OL-finalen 2026

  • 7.808 deltagende elever
    • 359 klasser
    • 205 skoler
    • 67 kommuner
    • 9 sportsgrene
    • 400 frivillige medhjælpere
    • Afvikles i og omkring Sundby Idrætspark i København

Del