Elbilandelen når ny rekord blandt private i april

Bilsalget gik frem for 10. måned i træk i april, hvor elbilerne samtidig nåede den hidtil højeste andel blandt private bilkøbere med 96,3 procent.

 Elbilandelen når ny rekord blandt private i april
I løbet af april måned fik 16.754 nye biler vej under dækkene i Danmark. Det svarer til en stigning på 10,8 procent sammenlignet med april sidste år.

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

I løbet af april måned fik 16.754 nye biler vej under dækkene i Danmark. Det svarer til en stigning på 10,8 procent sammenlignet med april sidste år.

Fremgangen i april markerer den 10. måned i træk med fremdrift på bilmarkedet i Danmark, og markedets gode aktivitet viser sig også tydeligt i 2026. I årets første fire måneder er der samlet blevet indregistreret 60.454 nye biler, hvilket er en stigning på 15,1 procent sammenlignet med 2025.

Det skriver Mobility Denmark i en pressemeddelelse. 

"Vi er meget tilfredse med, at bilmarkedet har udvist gode takter over en længere periode, og at de fortsætter ind i forårsmånederne. Danskerne har god appetit på nye biler, og det muliggør i høj grad den grønne omstilling af vejtransporten," siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.

Elektrificeringen fortsætter, men fremtiden bør sikres

Elbilerne udgjorde langt størstedelen af de nye biler i april. I løbet af måneden blev der indregistreret 13.721 elektriske biler, hvilket svarer til en andel på 81,9 procent af det samlede antal nye biler. Blandt nye biler til private nåede elbilerne samtidig deres hidtil højeste andel med 96,3 procent. År til dato har elbilerne udgjort 80,5 procent af nybilsmarkedet i 2026. Det viser tal fra bilstatistik.dk. Den videre udvikling er dog betinget af fremtidens bilafgifter.

"Afgiftsfordelene for elbiler udfases fra 2027, hvilket vil gøre dem markant dyrere. Det begrænser almindelige danskeres mulighed for at vælge elbil, og dermed bliver det svært at fastholde den nuværende grønne udvikling i branchen, som bidrager til mindre luftforurening og reduceret CO2-udledning. Under valgkampen udtrykte flere partier opbakning til elektrificeringen og et ønske om i højere grad at gøre Danmark fri af fossile brændstoffer. Det er en oplagt mulighed at opnå denne udvikling gennem en ny bilbeskatningsmodel, hvor registreringsafgiften på elbiler afskaffes," siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.

Del