Cafe for pårørende til kræftsyge kom godt i gang

Når man er pårørende til en kræftramt, kan det være svært at finde et sted, hvor man kan dele sine tanker og følelser. Nu har Kræftens Bekæmpelse i Kalundborg åbnet en ny café, hvor voksne pårørende kan mødes, tale sammen og få luft for det, der kan være svært.

Cafe for pårørende til kræftsyge kom godt i gang
Ingegerd Aabye Christiansen, tv., og Lissi Stahl står sammen med Karen Anette Nielsen, som ikke kunne være til stede, da billedet blev taget, bag Kræftens Bekæmpelses nyeste tiltag i Kalundborg: En café for voksne pårørende til en kræftramt. Foto: Charlotte Koefoed.

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Kræftens Bekæmpelse i Kalundborg har skelet lidt til Odsherred, hvor man allerede har et lignende tiltag. Nemlig en café for voksne pårørende til kræftramte.

Tirsdag var caféen åben for første gang.

"Der kom to mennesker, og selv om det måske ikke er så mange, er vi meget tilfredse med aftenen. Det er et helt nyt tiltag, og der er ingen tilmelding, så man møder bare op," forklarer Ingegerd Aabye Christiansen, der sammen med Lissi Stahl og Karen Anette Nielsen står bag caféen.

Ingen kræfttilfælde er ens, og ingen familie eller pårørende oplever det samme, men der er mange tabuer og rigtig mange følelser i klemme, når man er pårørende til en kræftramt.

"Må man grine og være glad? Må man være træt af det hele og frustreret? Hvorfor føler jeg mig så magtesløs? Spørgsmålene er mange, og meningen med caféen er, at her har man et frirum, hvor man kan tale med andre, der er i samme situation," forklarer Lissi Stahl.

Ideen til caféen opstod for nogle år siden, og det har længe været et ønske for Kræftens Bekæmpelse i Kalundborg, at man kunne tilbyde pårørende et sted at komme.

"Vi er så heldige, at tre kvinder meldte sig, og at vi nu hver 1. og 3. tirsdag i hver måned tilbyder caféaftener fra klokken 19 til 21," forklarer Dan Hansen, formand for Kræftens Bekæmpelse i Kalundborg.

Planen er, at man med tiden udvikler caféaftenerne, så de også kan komme til at indeholde foredrag og temaaftener.

"Men lige nu handler det om, at vi håber, folk i Kalundborg og omegn vil tage imod tilbuddet og måske få løst op for nogle af de ting, vi ved, pårørende bokser med," siger Ingegerd Aabye Christiansen.

Hun og de to andre kvinder har alle på en eller anden måde haft kræft tæt inde på livet og ved, at det kan være forbundet med stor ensomhed at være tæt på alvorlig sygdom.

"Vi oplever, at det giver mening at komme til at tale med andre i samme situation og få luft for sine følelser," siger Lissi Stahl.

Næste gang, der er caféaften for voksne pårørende til kræftramte, er tirsdag den 20. oktober fra klokken 19 til 21. Caféaftenen finder sted i Foreningernes Hus på Kordilgade 4. Der er indgang gennem gården.

Del