Absalon-studerende præsenterede fremtidens innovative løsninger
Fredag præsenterede de studerende deres arbejde med forårets projekter på Diplomingeniøruddannelsen i Maskinteknologi og på EVU på Absalon.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
For andet år i træk kunne offentligheden og samarbejdspartnere overvære præsentationen af Diplomingeniøruddannelsen i Maskinteknologi og EVU's forårsprojekter.
Ved præsentationen fik de studerende mulighed for at øve sig i at præsentere deres projekter for hinanden, undervisere, lokale virksomheder og de interesserede, der var mødt op i projektlokalerne og værkstedet på Rynkevangen 10.
Et af de projekter, der blev præsenteret, var et hæve-sænke-puslebord, som Monica Veletic og Karoline Madsen havde designet.
De havde skitser med og fortalte om hele processen og de tekniske løsninger bag projektet, som kan gøre hverdagen lettere for småbørnsforældre.
"Vi på uddannelsen er, ligesom de studerende selv, meget stolte af, hvad de er nået frem til. Derfor har vi gentaget det initiativ, vi startede sidste år, hvor vi åbner dørene for offentligheden. Det var en god dag med mange spændende projekter," sagde Jesper Stensbo Knudsen, uddannelsesleder på Professionshøjskolen Absalon i Kalundborg.

Der var mulighed for at stille spørgsmål til projekterne under præsentationen. Foto: Absalon
Nogle af de andre projekter, der blev vist frem, var design, udvikling og prototypefremstilling af præcisionssvejserundbord til TIG-svejsning med trådløs fodpedal til kontrol af omdrejningstal.
Nogle af de øvrige projekter, der blev vist frem, omfattede design, udvikling og prototypefremstilling af et præcisionssvejserundbord til TIG-svejsning med trådløs fodpedal til styring af omdrejningstallet.
Man kunne også opleve, hvordan en automatisk PLC-styret blandetank med omrøring via 3D-printede dele var blevet udviklet og opbygget.
Derudover kunne de besøgende høre om Absalon Performance – et Formula Student-hold bestående af ingeniørstuderende fra Professionshøjskolen Absalon og Campus Kalundborg, som er gået sammen om at designe, konstruere og bygge en skaleret formularacer, der på sigt skal kunne konkurrere mod biler fra andre ingeniøruddannelser i Danmark.
Blandt projekterne var også en løfteanordning til eksisterende sækkevogne, en kompakt elektrisk personlift og en mobil personløfter.