88,5 mio. kr. giver nyt liv til lokale mødesteder i hele landet

159 projekter får støtte fra Nordea-fondens Renoveringspulje – og den massive efterspørgsel får puljen til at vokse. Fokus er på renovering frem for nedrivning. Tre projekter i Kalundborg Kommune har opnået støtte.

 88,5 mio. kr. giver nyt liv til lokale mødesteder i hele landet
Fra forsamlingshuse og idrætshaller til kultur- og medborgerhuse er fællesnævneren klar: Lokale mødesteder skal styrkes, repareres og gøres mere bæredygtige – til gavn for fællesskaber i hele Danmark.

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Nordea-fonden offentliggjorde tirsdag, at 159 projekter over hele landet får del i 88,5 mio. kr. fra Renoveringspuljen. Puljen var oprindeligt på 75 mio. kr., men er blevet udvidet som følge af stor interesse og stærke ansøgninger fra hele landet.

Projekterne spænder bredt – fra nye tage og isolering til solceller og varmepumper, fra handicapvenlige adgangsforhold til moderne køkkener og fleksible fællesrum. Samtidig er der en tydelig ambition om at bevare eksisterende bygninger og udvikle dem, så de kan rumme flere aktiviteter og brugergrupper.

Tre lokale projekter

I Kalundborg Kommune har tre projekter opnået støtte.

Det ene er Kulturhus Gimle, der har fået 232.000 kroner til at renoverer vinduerne i det frivilligdrevet kulturhus i Føllenslev, der årligt afvikler omkring 15 større koncerter og en række mindre musik -og kulturarrangementer og har mere end 2.000 gæster fra Føllenslev og opland. Målet med vinduesrenoveringen er at føre kulturhuset fra 1930 tilbage til sit oprindelige udtryk og reducere energiforbruget.

Røsnæs Udvikling & Beboerforening har også søgt om penge til at nergirenoverer vinduerne i idrætssalen på Friskolen på Røsnæs, som er et centralt aktivitets- og mødested for lokale foreninger med aktiviteter som floorball, gymnastik, standarddans, børnenes dag, yoga mv.

Med energirenoveringen er målet at forbedre energieffektiviteten, indeklima og ventilation samt at understøtte lokale aktiviteter året rundt i
idrætssalen. Projektet har fået 293.178 kroner. 

Værftet i Havnsø har søgt om penge til et nyt tag og her har man fået 275.000 kroner. Værftet er omdrejningspunkt for koncerter, jamaftener, storskærmsvisning af sportsbegivenheder, fastelavn, kunstudstillinger, fællesspisning, nørkleklub, bordtennis, billard og meget mere, og det nye tag er med til at  fremtidssikres Havnsø og omegns samlingssted.

Vilje til at bevare

”Vi ser en stadig stigende og livsbekræftende vilje i hele landet til at passe på og udvikle de steder, hvor mennesker mødes. De støttede projekter er virkelig gode eksempler på, at initiativet lever med mere grøn omstilling og plads til flere i de lokale fællesskaber i hele landet,” siger Henrik Lehmann Andersen, adm. direktør i Nordea-fonden.

Han peger samtidig på, at puljen rammer et aktuelt behov:

”Mange steder er faciliteterne godt brugte, og driftsudgifterne er høje. Når kræfterne bliver lagt i energirenovering og samtidig gør stederne mere åbne og tilgængelige, skaber vi sammen bedre rammer for fællesskab – både nu og i fremtiden.”

Med Renoveringspuljen ønsker Nordea-fonden at fremme en mere ressourcebevidst tilgang, hvor eksisterende bygninger bevares og udvikles frem for at blive erstattet.

 

Del