Sidste sommerjazz i år

Lørdag fandt den sidste sommer-lørdags-jazz sted i Kontorets gårdhave. Koncerten var den sidste af ni sommerkoncerter, som Kalundborg Blues- og jazzclub står bag. 

Sidste sommerjazz i år
Der var fuldt hus til den sidste sommerjazz i Kontorets gårdhave. Privatfoto

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Sommerens sidste sommerjazz i Kontorets gårdhave bød på Holtsø og Wittrock.

Duoen er kendt for deres smittende musikalske stil og har en gnist og nerve, der rækker langt ud over scenekanten med deres blues-, rock- og soulnumre.

Jes Holtsø er ud over at være en fremragende musiker kendt for sin rolle som Børge i Olsen-banden og senere som flyttemand Olsens søn, William, i Huset på Christianshavn. Som musiker blev han i 2012 kåret som årets danske bluesnavn.

Morten Wittrock er kendt for sin unikke måde at spille honky-tonk-piano på. Han har gennem en årrække indspillet og produceret et utal af cd'er i Danmark og USA. Han har flere gange været nomineret til Danish Music Awards, en pris, han modtog i 2014.

Der var fuldt hus til koncerten, som var Kalundborg Blues- og Jazzclubs sidste i årets sommerjazzrække. Traditionen tro var der også en snaps til maden – en særlig hilsen fra Kontoret, der i en årrække har lagt gårdhave til sommerjazz.

I anledning af Kontorets 26. års fødselsdag var bordene desuden pyntet med blomster. 

Del