Vikingedage ved Tissø
Vil du opleve vikingernes hverdag? Så kig forbi Fugledegaard i næste uge. Tissø Vikingerne byder på fem dage med vikinger på menuen.
Fra den 21. til 25. juli slår Tissø Vikingerne dørene op til et stemningsfuldt sommermarked ved Fugledegaard ved Tissø. Foto: Jens Nielsen
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Fra Tirsdag den 21. juli til og med lørdag den 25. juli vil der masser af vikinger på Fugledegaard.
Tissø Vikingerne inviterer til et stemningsfuldt sommermarked med vikingeaktiviteter - alle dagene fra klokken 10 til 15.
Her kan man opleve vikingernes hverdag på tæt hold, møde dygtige håndværkere, høre spændende fortællinger og mærke den særlige stemning, som kun et mindre og mere nærværende marked kan skabe.
Man kan blandt andet opleve plantefarvning, træsmedens arbejde, brikvævning, perlemageren, historiefortælling, børnelege, lejrstemning, vikingeliv og meget andet.
Butikken, kiosken og vikingeudstillingen på Fugledegaard holder åbent alle dage klokken 10 til 14, så der er rig mulighed for at kombinere markedsoplevelsen med et besøg i udstillingen og en tur forbi butikken.
Tag familien med på en rejse tilbage til vikingetiden, hvor der er tid til fordybelse, nysgerrige spørgsmål og gode oplevelser for både store og små.
Der er gratis entre og alle er velkommen til at kigge forbi og mærke historiens vingesus i de smukke omgivelser ved Tissø.