252 skoleelever dystede i naturfag i Kalundborg
Torsdag blev Naturfagsmaraton afholdt på Rynkevangskolen i Kalundborg, hvor 252 elever fra 5. og 6. klasse fra forskellige skoler deltog i en dag fyldt med kreativitet, samarbejde og naturfaglige udfordringer.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Torsdag blev Naturfagsmaraton afholdt i Kalundborg Kommune, hvor 252 elever fra 5. og 6. klasse fra forskellige skoler deltog i en dag fyldt med kreativitet, samarbejde og naturfaglige udfordringer. Arrangementet fandt sted i Rynkevangskolens hal, og er en del af en landsdækkende konkurrence med omkring 23.000 deltagende elever.
Eleverne havde på forhånd arbejdet med fire opgaver hjemme på deres skoler, som de præsenterede og demonstrerede på dagen. Opgaverne spændte bredt – fra undersøgelser af indeklima i klasselokaler til konstruktion af 3D-modeller af myrer samt udvikling af lamper og høje konstruktioner baseret på trekanter og diagonaler.
“Trætte børn og voksne klarede en lang dag i Rynkevangskolens hal, hvor der var mange delopgaver indlagt af Kristian og Malthe, som var Naturfagsmaraton-holdet, der tager hele landet rundt,” fortæller Peter Stig, der er tovholder på Naturfagsmaraton på Rynkevangskolen.
Han tilføjer: “Det er andet år, at Rynkevangskolen er vært ved Naturfagsmaraton, og skolen er repræsenteret ved 5. og 6. klasse. Der var fire opgaver, som skulle medbringes til dagen – om luft og ventilation, lys og lamper, om at bygge høje trekanter og diagonaler, og om myrer. Der blev lavet Kahoot, en tegneserie blev fremstillet og en kæmpe myre.”
Formålet er at styrke elevernes interesse for naturvidenskab og teknologi
Konkurrencen blev vundet af Tømmerupskolens 6.a, mens Rynkevangskolens 6.a vandt delopgaven om luft og ventilation, og opnåede en samlet tredjeplads.
Hos Naturvidenskabernes Hus, der står bag Naturfagsmaraton, er formålet at styrke elevernes interesse for naturvidenskab og teknologi.
”Med Naturfagsmaraton vil vi øge elevernes faglige motivation og interesse for naturfag og teknologi. De bliver klogere på udfordringer fra deres hverdag og oplever, at de kan undersøge dem og handle på dem. Det er med til at give eleverne en bevidsthed om, at de også kan være med til at bidrage til fremtidens løsninger,” siger Maiken Lykke Lolck, direktør i Naturvidenskabernes Hus.
Opgaverne tager udgangspunkt i problemstillinger fra hverdagen
Opgaverne tager udgangspunkt i problemstillinger fra hverdagen og er udviklet i samarbejde med virksomheder. I år var COWI og Danfoss tilknyttet. Hos COWI arbejdede eleverne med at bygge et udsigtstårn og undersøge, hvad der gør en konstruktion stærk, mens Danfoss-opgaven handlede om indeklima og udvikling af en ventilator.
”Naturfagsmaraton er en rigtig god mulighed for at skabe interesse blandt dem, der kommer til at bygge fremtidens samfund og løse nogle af de udfordringer med klima, trængsel, energi og digitalisering, som vi står overfor. Vi får fremover kun endnu mere brug for dygtige og innovative nye talenter, der har lyst til at være med til at bygge fremtiden,” siger Sine Juul Praastrup, Senior Vice President for byggeri og industri i COWI.
Hun fortsætter: ”Skoleeleverne bringer med sikkerhed nye perspektiver og ideer til bordet, og vi glæder os til at se deres løsninger på opgaven og forhåbentlig øge deres interesse for naturvidenskaberne.”
Stor begejstring for projektet
Også hos Danfoss er der begejstring for projektet: ”Hos Danfoss ved vi, at gode ideer starter med nysgerrighed og lysten til at prøve ting af. Naturfagsmaraton giver eleverne mulighed for at være kreative og finde løsninger på virkelige udfordringer – som at sikre et sundt indeklima – og netop den slags ideer kan være med til at gøre en forskel langt ud over klasselokalet,” siger Burkhard Winski, HR Country Director Denmark, Danfoss.
Han tilføjer: "Siden Mads Clausen grundlagde virksomheden for over 90 år siden, har vi bygget videre på hans passion for teknik, opfindsomhed og godt håndværk. Vi vil gerne vise, at man hos os kan være med til at forme fremtiden gennem nytænkning og moderne teknologi".
Naturfagsmaraton er støttet af blandt andre Novo Nordisk Fonden, Villum Fonden, Knud Højgaards Fond, Otto Mønsteds Fond og ESERO.
Følgende skoler deltog i årets arrangement på Rynkevangskolen: Dalmose Skole, Høng Skole, Rynkevangskolen, Tømmerup Skole samt Friskolen og Idrætsefterskolen Ubby.