Esbern Snare har hørt

Esbern Snare har i løbet af ugen hørt lidt af hvert. 

Esbern Snare har hørt

Af journalist Sonja Husted sonjahustedrasmussen@gmail.com og Thomas Gosch thomas@tv-kalundborg.dk

Esbern Snare har hørt: 

At Simon Bredahl, montør fra Punkt 1 Kalundborg, var forbi filmproducer Tivi Magnusson med en ny vaskemaskine forleden. Her opdagede den unge montør en Oscar stående på reolen.

Som en lille bonus fik Simon lov til at holde den fine Oscar. Det er trods alt ikke hver dag, man tager på arbejde for at montere en vaskemaskine og ender med en Oscar i hænderne.

Tivi Magnusson er en dansk filmproducer og har siden 1982 produceret snesevis af danske spillefilm og kortfilm. I 2010 fik han en Oscar for bedste kortfilm, nemlig filmen ”Den nye lejer”.

Tivi Magnusson og Simon Bredahl sammen med den flotte Oscar. Privatfoto

Esbern Snare har hørt:

At Steen Huusom er blevet optaget i Nybolig Hall of Fame. Udnævnelsen er begrundet i en ekstraordinær indsats for Nybolig, et stærkt engagement i fællesskabet og et varigt aftryk på kæden.

Nybolig Hall of Fame er en ny pris, hvor kædens franchisetagere stemmer om, hvem der skal udnævnes og hædres. Fremover vil prisen blive givet til to personer hvert andet år, men den første hæder går blandt andet til Steen Huusom fra Nybolig Kalundborg.

Steen Huusom fra Nybolig Kalundborg er blevet optaget Nybolig Hall of Fame. Privatfoto

Esbern Snare har hørt:

At Frilandsmuseet i Kongens Lyngby, der i år fylder 125 år, har hentet inspiration på Røsnæs for at finde en rigtig god opskrift på æbleskiver.
Mange forbinder æbleskiver med jul, men sådan har det ikke altid været. Tidligere blev de serveret ved højtider og festlige lejlighed året rundt, før de blev en fast del af den danske juletradition.

Æbleskiver er et af Danmarks ældste bagværk, oplyser Frilandsmuseet. Oprindeligt var en æbleskive en skive æble, som blev dyppet i en let dej af mel og æg og stegt i smør eller fedt på en pande. Fra 1700-tallet kom de særlige æbleskivepander til, og i løbet af 1800-tallet udviklede de sig til de runde kugler, vi kender i dag.
Det er høsttid, og derfor synes de på Frilandsmuseet, at tiden er kommet til at bage og servere æbleskiver. Derfor har de været i køkkenet og bagt æbleskiver efter en gammel familieopskrift, de har fundet på Røsnæs.
Den lyder som følger:
6 æg
125 g smeltet smør
30 g gær
½ liter lunken mælk
2 spsk. sukker
400 g mel
God appetit!

En af Frilandsmuseets medarbejdere, Inge-Mette, laver æbleskiver i herregårdens køkken. Foto: Frilandsmuseet.

Esbern Snare har hørt: 
At Asnæslejren, spejderlejren i Asnæsskoven, indviet i 1918, er tegnet af Danmarks første kvindelige arkitekt Elise Marie Bahnson, 1886-1969.

Som der står i beskrivelsen af lejren, blev den opført i skovkanten lige ud til den åbne strand, og det skete med tilladelse af lensgreve Lerche- Lerchenborg.
Elise Bahnson blev født i København i 1886. Hun blev udannet som arkitekt med afgang fra Kunstakademiet i 1916. Hun virkede som arkitekt i København, indtil hun i 1825 rejste tll Kina, hvor
hun i årene 1927-52 var ansat som missionær i Dansk Missions Selskab og også virkede som arkitekt. Hun var arkitekt for flere kirker i Kina.

Hun vendte tilbage til Danmark i 1952. Om Elise Bahnsons indsats med Asnæslejren hedder det i en omtale af lejrens historie, at hun ”satte skik på tegningen, så lejren ikke kun blev egnet til formålet men også fik et udseende, der ikke skæmmede egnen”.

Elise Marie Bahnson, Danmarks første kvindelige arkitekt, tegnede Asnæslejren. Kilder nævner i øvrigt andre som første kvindelige arkitekt i Danmark: Agnete Laub Hansen og Gerda Schäffer, men af
lokalpatriotiske grunde holder vi fast ved Elise Bahnson som den første.

Del