KHIs Venner klar med årets store loppemarked

Det store årlige loppemarked i Kirke Helsinge Idrætsforenings Venner er klar lørdag den 18. juli. 

KHIs Venner klar med årets store loppemarked
Sportspladsen i Kirke Helsinge bliver lørdag den 18. juli omdannet til et kæmpestort loppemarked. Privatfoto

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.sk

Hvert år afholdes et stort loppemarked på sportspladsen i Kirke Helsinge. Det er KHIs Venner – Kirke Helsinge Idrætsforenings Venner – der står bag.

I år finder loppemarkedet sted lørdag den 18. juli, og snorene omkring loppepladsen sænkes på slaget 13.

"Hvert år er det lige fascinerende at se folk komme løbende ind over pladsen. Det er simpelthen en fornøjelse at opleve den store opbakning, der er til vores loppemarked," fortæller den nyvalgte formand for KHIs Venner, Frank Høegh.

Et fast team henter året rundt effekter til loppemarkedet og opbevarer dem i en stor lade, indtil loppemarkedet skal afholdes.

"Laden har været helt fuld i et par måneder nu. Det er faktisk ret utroligt, for i disse tider sælger mange jo deres ting på nettet. Men vi oplever, at folk virkelig gerne vil støtte os," siger Frank Høegh.

Loppemarkedet er en vigtig indtægtskilde for KHIs Venner – faktisk støtteforeningens eneste.

"Havde vi ikke loppemarkedet, skulle vi lynhurtigt ud og finde på noget nyt," siger Frank Høegh.

Foreningen har dog fået en torvedag på Bytorvet i Gørlev en enkelt lørdag, men det er loppemarkedet, der år efter år sikrer en omsætning på omkring 100.000 kroner. Herfra skal fratrækkes diverse udgifter i forbindelse med arrangementet.

Overskuddet fra det årlige loppemarked går til Kirke Helsinge Idrætsforening og især til ungdomsarbejdet i foreningen.

Auktionen trækker

De allerbedste effekter bliver sorteret fra inden loppemarkedet og kommer på auktion. I mange år har Thomas Ludvigsen været auktionarius, men han har nu pensioneret sig selv. Derfor er opgaven i år lagt i hænderne på Frank Høegh.

"Jeg må blankt indrømme, at jeg ikke ved, hvad der kommer på auktionen i år. Sidste år var det en traktor, men jeg ved, at der er masser af gode sager," siger Frank Høegh. 

Loppemarkedet finder sted på Kirke Helsinge Sportsplads, og der er gratis parkering. 

 

Del