Bent O. Jørgensen Fond - Kalundborgs mæcen
Sidste artikel i TV-Kalundborg.dk's sommerserie om kultur handler om en virksomhed med dybe rødder i Kalundborg og en fond, der gavmildt deler penge ud til især kulturelle formål. Man kunne kalde fonden for Kalundborgs mæcen.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Med langt over 50 millioner kroner har Bent O. Jørgensen Fond gennem de seneste år støttet forskellige kulturelle formål i Kalundborg. Det er det nærmeste, Kalundborg kommer en mæcen, som er en person, der støtter kunst og kultur økonomisk.
Bag fonden er der en historie, som begyndte, da vognmand Bent Orla Jørgensen en dag i begyndelsen af 1960'erne så, hvordan en chauffør fra Århus kørte biler fra færgen til blandt andet Holbæk.
Det tænkte Bent Orla Jørgensen, at han kunne gøre for bilforhandlerne i Kalundborg, og det blev startskuddet til Kalundborg Autotransport, der med stor succes voksede og voksede. I dag har virksomheden afdelinger i Vamdrup og Ringsted, og firmaet hedder nu Dansk Auto Logik og sørger for omkring 80 % af autotransporten i Danmark.
For at beholde kapitalen i selskabet stiftede Bent O. Jørgensen i 1986 en fond, så han både kunne udvikle firmaet og gøre noget godt for sine ansatte – og for Kalundborg.
Bent O. Jørgensens Fond har flere formål, herunder støtte til velgørende, kulturelle, sportslige eller lignende formål, med særlig fokus på projekter med tilknytning til Kalundborg Kommune.
Fonden har sat noget i gang
Bag fonden står en bestyrelse, og her er det Bent O. Jørgensens enke, Anne Lise Schjeldal, der står for regnskaberne og dermed er med til at give grønt lys til de projekter, der får støtte.
"Jeg er ikke i tvivl om, at fondens donationer har været med til at skubbe til kulturen i Kalundborg – og til, at andre aktører er begyndt at røre på sig. Det er godt for byen, at der er flere, der nu går ind i arbejdet for kulturen," mener Anne Lise Schjeldal.
Bent O. Jørgensens Fond har da også stået bag nogle af de rigtig store kulturprojekter i Kalundborg, blandt andet renoveringen af Vor Frue Kirke og Maja Lisa Engelhardts relief i Kirkeladen.

Anne Lise Schjeldal holdt en takketale, da Bent O. Jørgensen fik en flise på 'Walk on Fames' under byfesten sidste år. Foto: Jens Nielsen
Sidste år var det da også Bent Orla Jørgensens navn, der stod på den flise, som blev lagt ned på "Walk of Fame" ved byfeståbningen, og i den anledning var det Bent Orla Jørgensens enke, Anne Lise Schjeldal, der takkede for æren. Hun sagde blandt andet:
"Bent var en beskeden person, og jeg ved, at hvis han havde stået her i dag, så havde han sagt noget i retning af: 'Det havde I da ikke behøvet at gøre så meget ud af.' Men jeg synes i allerhøjeste grad, at Bent har fortjent den mindeplade, som nu ligger her."
Bent Orla Jørgensen døde i 2021.
Trækker andre med sig
Arbejdsfordelingen i fonden mellem Bent O. Jørgensen og Anne Lise Schjeldal var, at han kiggede mod virksomheden og personalet, mens hun kiggede mod kulturen.
"Jeg er glad for kunst, både billedkunst og skulpturer, og jeg glæder mig meget til, at vi får værket af den færøske kunstner Hans Pauli Olsen, som fonden har støttet," siger Anne Lise Schjeldal.
Lige efter at fonden var blevet stiftet, henvendte en af fondens bestyrelsesmedlemmer, Finn Suhr, sig til kommunens kulturudvalg for at få nogle idéer til, hvad fonden kunne støtte.
"De vendte aldrig tilbage, og vi har sådan set ikke noget med kommunen at gøre. Men jeg synes, Få det Fikset-puljen er en god idé. Og så er jeg glad for, at de penge, fonden har delt ud, ser ud til at trække andre med sig på kulturfronten," siger Anne Lise Schjeldal.
Det endte med, at fondens første donation gik til Kalundborg Museum, som fik 50.000 kroner.
Understøtter gerne et miljø, hvor visioner udfoldes
Bent O. Jørgensens Fond har ikke en ansøgningsprocedure, men holder øje med, hvad der sker, og vil gerne støtte projekter, hvor der er visioner bag.

Nogle af de projekter, Bent O. Jørgensen Fond har støttet, lyser nu op i gadebilledet – her ses Grete Balles gavlmaleri og den nyrenoverede Møllebakketrappe med sit smukke nye gelænder. Foto: Charlotte Koefoed.
Det har man blandt andet gjort i forbindelse med restaureringen af Vor Frue Kirke, Maja Lisa Engelhardts relief i Kirkeladen, Lundbye-malerier fra Kalundborg, Grethe Balles gavlmaleri og senest en donation på 862.764 kroner, som gør det muligt for Lundbyekomitéen i Kalundborg at realisere en bronzeskulptur af den internationalt anerkendte færøske kunstner Hans Pauli Olsen.
Skulpturen bliver opstillet i Tømmerslippen mellem Kordilgade og Bredgade og afsløres i forbindelse med Lundbye Kunstfestival, der finder sted fra den 7. august til den 5. september 2027.
Listen over donationer er dog endnu længere, og fonden har blandt andet givet støtte til følgende:
Sejerøhuset
Lundbye-statuen
Røsnæs Forsamlingshus
Landmarks på Røsnæs
Nyby Havn
Årby Fritidscenter
Naturparken Åmosen
Møllebakketrappen
Asylbørnehaven i Kalundborg
Tissø Roklub
Svebølle Boldklub
"Huset Askmand" i Bjergsted
Lys på Kalundborg
Professionshøjskolen Absalon – og mange flere.