Syv skoler er allerede med i stort kunstprojekt for børn og unge

Syv skoler og gymnasier er allerede med i kunstprojektet EROBRING AF RUM, som har modtaget 600.000 kroner fra Statens Kunstfond.

Syv skoler er allerede med i stort kunstprojekt for børn og unge
Kalundborg Kommune har modtaget 600.000 kroner fra Statens Kunstfonds Artist in Residence-pulje til projektet, der gennemføres i samarbejde med scenograf og billedkunstner Charlotte Calberg, musiker og billedkunstner Lone Wernblad, Musisk Skole og Ung Kalundborg. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Syv skoler og gymnasier er allerede med i kunstprojektet EROBRING AF RUM, som har modtaget 600.000 kroner fra Statens Kunstfond. Her skal børn og unge være med til at forvandle deres egne omgivelser gennem kunst.

Børn og unge i Kalundborg Kommune skal ikke blot se på kunst. De skal selv være med til at skabe den og sætte deres præg på de rum, de færdes i til daglig. Det er tanken bag kunstprojektet EROBRING AF RUM, som skal involvere børn og unge i kreative og kunstneriske processer i det kommende skoleår.

Kalundborg Kommune har modtaget 600.000 kroner fra Statens Kunstfonds Artist in Residence-pulje til projektet, der gennemføres i samarbejde med scenograf og billedkunstner Charlotte Calberg, musiker og billedkunstner Lone Wernblad, Musisk Skole og Ung Kalundborg. Kalundborg er blandt otte projekter på landsplan, der har modtaget støtte ud af i alt 14 ansøgninger. Samlet har Statens Kunstfond uddelt 4.875.000 kroner gennem puljen.

Syv skoler og gymnasier er allerede med

Selv om projektet blev præsenteret for skolerne lige inden sommerferien, er der allerede lavet aftaler med syv skoler og gymnasier i kommunen.

“Statens Kunstfond har givet penge til, at kunstnere kan komme rundt i kommunerne og lave længerevarende projekter med børn og unge. Vi har allerede fået lavet aftaler med syv skoler og gymnasier i kommunen til trods for, at vi var ude lige inden sommerferien,” fortæller Charlotte Calberg.

Lone Wernblad fortæller, at aktiviteterne blandt andet kommer til at bestå af workshops: “Vi skal lave workshops og meget mere.”

De to kunstnere har taget kontakt til alle skoler i kommunen samt de videregående uddannelser og Ungdomsskolen.

“Vi ved, at kommunerne sjældent prioriterer kunst højt, men det er vigtigt. Vi har taget kontakt til alle skoler i kommunen, de videregående uddannelser og Ungdomsskolen. Vi har allerede fået Høng og Kalundborg Gymnasium samt fem skoler med,” fortæller Charlotte Calberg.

Fuldt booket de næste ti måneder

Interessen betyder, at projektet nu er fuldt booket de næste ti måneder. Skoler, der vender tilbage nu eller efter sommerferien, må derfor komme på venteliste.

“Vi har holdt møder med en masse skoler. Hvis flere siger ja, søger vi om forlængelse af projektet,” fortæller Lone Wernblad.

De skoler, der er interesserede i at deltage senere, må gerne henvende sig og fortælle, hvad de gerne vil arbejde med. Der er også mulighed for at række ud til andre aktører og eksempelvis etablere et samarbejde med biblioteket. Der søges desuden private fonde, som eventuelt kan være med til at dække materialer til andre projekter.

Heidi Bjergborg er tovholder på projektet, og kunstnerne får et mindre lokale stillet til rådighed på musikskolen. Der søges om forlængelse af projektet til oktober, hvorefter der eventuelt kan søges igen frem mod marts.

Charlotte Calberg (tv) og Lone Wernblad. Foto: Gitte Korsgaard.

Charlotte Calberg (tv) og Lone Wernblad. Foto: Gitte Korsgaard.

Børnene skal sætte deres præg på skolen

Formålet med EROBRING AF RUM er at undersøge, hvordan hverdagsrum som klasselokaler, gange og fællesområder kan forvandles gennem kunstneriske processer udviklet i samarbejde med børn og unge.

“Vi har en masse idéer, og vi begynder allerede nu. Projektet kan egentlig være i flere forskellige fag, og vi har nu et projekt, der er båret af et billedkunstnerisk fokus,” fortæller Lone Wernblad.

For Charlotte Calberg handler projektet i høj grad om, at børn og unge får et forhold til det, de selv er med til at skabe: “Erobring af rum handler om, at børn gennem en kunstnerisk proces får et ejerskab til det, der skabes,” siger hun.

Tanken er at skabe noget fysisk, som kan være med til at gøre en del af skolen til elevernes egen. Det må gerne være noget vedvarende, eksempelvis et kunstværk. Tre skoler har allerede udpeget tre forskellige typer steder, hvor der skal arbejdes med projekter: en trappeopgang, et udendørs område i en skolegård og et sted indendørs på en skole.

De enkelte forløb varer typisk en til to uger. Nogle skoler kommer til at arbejde mere koncentreret end andre, og derfor bliver projekterne langt fra ens.

Genbrug kan blive til kunst

Arbejdet kommer blandt andet til at omfatte scenografi, installationer og maleri, og genbrugsmaterialer kommer til at spille en central rolle.

Præmissen er, at skolerne selv betaler for materialerne.

“Vi går rundt og ser, om der er noget, vi kan arbejde med. Det må meget gerne være genbrug, der bliver transformeret til et kunstnerisk udtryk via processen,” siger Charlotte Calberg.

Projektet handler dog ikke kun om de færdige kunstværker. Målet er også at give børn og unge erfaringer med kreativitet, samarbejde og kunstneriske arbejdsprocesser, hvor idéerne udvikler sig undervejs frem for at være fastlagt fra begyndelsen.

“Vi skal have børnene til at tage stilling til deres omgivelser. Det handler om læring, ejerskab og stolthed,” siger Lone Wernblad.

Vil åbne kunstens verden for børnene

De to kunstnere ønsker også at give børn og unge større kendskab til kunst og kultur.

“På nogle måder er vores børn lidt kulturelt fattige. Mange aner ikke, hvad Louisiana og moderne kunst for eksempel er og så videre. Vi vil gerne vise dem, at de ting også eksisterer,” siger Lone Wernblad.

Charlotte Calberg oplever, at arbejdet med kunst og kultur kan have særlig stor betydning uden for de største byområder.

“Ofte får man faktisk mere ud af det her arbejde i provinsen end for eksempel i storbyen og nord for København, hvor de bliver proppet med kultur,” supplerer hun.

Projektet skal samtidig undersøge, hvordan kunst kan skabe nye perspektiver på de rum, mennesker opholder sig i til daglig, og hvordan børn og unge kan blive aktive medskabere af forandringerne.

EROBRING AF RUM skal desuden bidrage med nye erfaringer og metoder, som kan styrke Kalundborg Kommunes fremtidige arbejde med kunst og kultur for børn og unge.

Glæder sig til at se lys i elevernes øjne

For Charlotte Calberg og Lone Wernblad er mødet med børnene og de unges kreativitet en væsentlig del af projektet.

“Vi glæder os helt vildt til arbejdet med at løfte børn ind i kunstens verden. Det er så meningsfyldt at komme ud til elever og se, hvordan de får lys i øjnene, fordi de virkelig gerne vil alle de her ting. De er ofte meget passionerede, så det glæder vi os til,” siger de begge.

De syv deltagende skoler og gymnasier er Kalundborg Gymnasium, Høng Gymnasium, Rørby Skole, Kalundborg Friskole, Kirke Helsinge Skole, Høng Skole og Sejerø Skole. Undervejs bliver der holdt ferniseringer på de forskellige projekter.

Del