Suspekt havde lokale fodboldtrøjer på

Da Suspekt fredag aften gik på scenen på Kalundborg Rock’er på Gisseløre, var det med et helt særligt lokalt islæt.

Suspekt havde lokale fodboldtrøjer på
De tre medlemmer af Suspekt iførte sig undervejs klubtrøjer fra Raklev, KGB og Svebølle. Fotos: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Der var ingen tvivl om, at Suspekt var et populært navn på Kalundborg Rock’er fredag aften. Publikum stod som sild i en tønde foran Festivalscenen på Gisseløre, og der blev sunget godt med på gruppens sange.

Da Suspekt gik på scenen, var det samtidig med et helt særligt lokalt islæt. De tre medlemmer iførte sig nemlig undervejs klubtrøjer fra Raklev, KGB og Svebølle.

På trøjerne stod samtidig Brøgger VVS, der sponsorerer de tre lokale fodboldklubber. Indehaveren af virksomheden, Christian Brøgger, har været stor fan af Suspekt, siden han var knægt, og han havde derfor en ekstra god grund til at glæde sig til fredagens koncert.

Tekstmæssigt univers, der ikke lægger fingrene imellem

Suspekt har gennem mange år været et af de markante navne på den danske rapscene. Gruppen har rødder tilbage til slutningen af 1990’erne og består af Emil Simonsen, bedre kendt som Orgi-E, Andreas Bai Duelund, kendt som Bai-D, og produceren Rune Rask. Gruppen har gennem årene opbygget et stort publikum på tværs af generationer.

Emil Simonsen fortalte fra scenen om, hvordan gruppen havde forsøgt sig hos pladeselskaber tilbage i 90’erne, men ingen ville have noget med dem at gøre. Derfor lavede de i 1999 deres eget pladeselskab, da ingen ville skrive kontrakt med dem – og man må sige, at de har haft succes lige siden.

Suspekt er samtidig kendt for et musikalsk og tekstmæssigt univers, der ikke ligefrem lægger fingrene imellem. Hårde og dystre beats kombineres med direkte, provokerende og ofte seksuelt eksplicitte tekster, hvor gruppen bevidst udfordrer tabuer.

Støtter de lokale klubber

Christian Brøgger har et mindre VVS-firma på Esbern Snaresvej 2B i Kalundborg. Brøgger VVS har eksisteret i tre år og har allerede fået godt fat i flere af de store virksomheder i byen. Derfor vil virksomheden også gerne give noget tilbage til lokalsamfundet og har valgt at støtte bredt blandt klubber og foreninger i Kalundborg Kommune.

Det gælder blandt andet de tre fodboldklubber Raklev, KGB og Svebølle, hvis trøjer altså kom med på scenen, da Suspekt spillede på Kalundborg Rock’er.

Christian Brøggers engagement i fredagens koncert stoppede dog ikke ved sponsoraterne til de lokale fodboldklubber. Han har også bidraget med et større beløb til Suspekts honorar for at spille på Kalundborg Rock’er.

”Vi sponsorerer penge til noget, der er godt for Kalundborg lokalsamfund, og da jeg har været vildt med Suspekt lige siden, at jeg var knægt, gav det god mening at bidrage til, at de kunne komme og spille og så kunne vi give lidt reklame til klubberne samtidig,” fortæller Christian Brøgger.

Del