Fire gange har Fødevarekontrollen været på besøg i 365 i Ubby. Det har udløst to sure smileyer og bøder på i alt 20.000 kroner.
Det kan man læse på findsmiley.dk, hvor Fødevarestyrelsen lægger sine kontrolrapporter op.
Det første kontrolbesøg fandt sted den 12. marts på baggrund af en anonym forbrugerhenvendelse. Her fandt myndighederne, at forholdene ikke var i orden, og gav butikken en indskærpelse.
Det var især rengøringen, der var problemer med, og Fødevarekontrollen kunne konstatere: at der langs lofter, bag baldakiner og på gulve under inventar og under/bag kasselinjer var spindelvæv af ældre dato, større fnullermænd af håndstørrelse og nedfaldne produkter bag isboks ved udgangen.
Besøget udløste endnu et kontrolbesøg, som blev gennemført den 29. april.
Her blev der fulgt op på indskærpelserne fra det seneste besøg, men Fødevarekontrollen kunne konstatere, at forholdene omkring rengøringen ikke var bragt i orden. Det udløste en sur smiley og en bøde på 10.000 kroner. I rapporten står der, at butikken forklarer, at man har gjort rent siden det sidste kontrolbesøg, men at spindelvæv og støvfnuller kommer for hurtigt tilbage.
Fra glad til sur smiley
Den 16. juni var Fødevarekontrollen igen på besøg i 365 i Ubby, og denne gang vankede der en glad smiley. Der var intet at bemærke, og kontrolbesøget varede blot 35 minutter.
Nu har Fødevarekontrollen igen været en tur forbi 365-butikken i Ubby. Det skete den 27. juli, og her kunne man igen konstatere, at rengøringen ikke var i orden.
I rapporten står der: Under kvartpaller og under trådkurve med fødevarer ses nedfaldne fødevarer, blåbær, plastemballager, støvfnullermænd i flere størrelser, og i lagerområde, kølerum samt i butik ses flere steder gulve, der ikke er rengjorte. Der er tydelige spor efter palleløfter og indtørrede plamager. Ved brødskab ses nedfaldet majsomslag og snavs, der er ophobet i hjørner. Bag kasselinje 2 på personalets plads ses indtørret snavs på gulvet, under kassebåndet nedfaldet emballage og støvede overflader. Gulvene fremstod derfor ikke rengjorte i et omfang, der sikrer en hygiejnisk forsvarlig drift.
Det udløste igen en sur smiley og en bøde på 10.000 kroner.
Der er indkaldt ekstra rengøring
Emil Ulrichsen, pressekontakt i Coop Danmark, har følgende kommentar til sagen:
"Det er beklageligt, at butikken har modtaget en sur smiley for mangelfuld rengøring efter kontrolbesøg. Rengøringen skal selvfølgelig være i orden, og det er noget, vi tager alvorligt. Butikken skal have ny leder, som sammen med kæden vil sikre, at butikken lever op til de standarder, vi forventer. Og allerede nu kan jeg sige, at der er tilkaldt ekstern rengøringshjælp til butikken."