Stort mad-samarbejde til årets byfest i Kalundborg

Kontoret i Kalundborg har indgået et nyt samarbejde med Meny Kalundborg omkring byfesten.

Stort mad-samarbejde til årets byfest i Kalundborg
De tre ejere af Kontoret, Kristian Poulsen (er ikke med på foto) samt Trine og Morten Nystrup, har sammen med Peter Egebæk, Michael Skovgaard Rasmussen og slagtermester Patrick Carlsson fra Meny Kalundborg sat rammen for et samarbejde, der skal sikre god mad til hele byfestugen. Fotos: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kontoret i Kalundborg har indgået et nyt samarbejde med Meny Kalundborg om madleverancer til årets byfest, som afvikles i uge 30.

De tre ejere af Kontoret, Kristian Poulsen samt Trine og Morten Nystrup, har sammen med Peter Egebæk og Michael Skovgaard Rasmussen fra Meny Kalundborg sat rammen for et samarbejde, der skal sikre god mad til hele byfestugen.

Byfesten starter tirsdag i uge 30 med Musikbingo i teltet på Kontoret, som afholdes for fjerde år i træk. Arrangementet har tidligere været en stor succes – senest med fuldt hus.

”Sidste år måtte flere desværre gå forgæves, da vi ikke havde bankoplader nok. Vi havde lavet 400, og i år laver vi 1.000," fortæller Trine Nystrup, der suppleres af Morten Nystrup: ”Man kan altså købe bankoplader samt mad på forhånd ved at gå i Meny og købe det. Man veksler efterfølgende den kupon, man har fået, når man kommer til Musikbingo tirsdag aften. Det er dog også muligt at tilkøbe mad senere."

Støtte til velgørende formål

Overskuddet fra byfestens aktiviteter på Kontoret går til Kræftens Bekæmpelse, og sidste år blev der samlet 56.000 kr. ind. I år er målet minimum 60.000 kr. Der håbes igen på stor opbakning fra lokale butikker og virksomheder, som bidrager med sponsorgaver til auktioner og aktiviteter.

”Så må vi se, om det lykkes os, men virksomheder og butikker plejer at være gode til at støtte op med sponsorgaver, så vi kan køre en auktion, og hvis lige så mange, som de tidligere år, vil spille med, så ser det fornuftigt ud,” fortæller Morten Nystrup.

Meny står for maden hele ugen

Meny Kalundborg bliver ansvarlig for al mad under byfesten. Tirsdag står den på tapasbakker til Musikbingo, mens onsdag byder på Vikingegrill i forbindelse med fodboldaktiviteterne i Munkesøen. Torsdag, fredag og lørdag serveres buffet og tapas.

Peter Egebæk fra Meny ser frem til samarbejdet: ”Vi er stolte over det nye samarbejde, for vi holder af mad og vil så gerne gøre den del synlig også. Vores fokus er på god mad også selvom det er til mange mennesker. Det ene udelukker ikke det andet,” siger han.

”Vi har gjort det således, at kommer man på Kontoret flere dage i træk til byfestugen, behøver man ikke spise det samme mad,” supplerer Michael Skovgaard Rasmussen.

Peter Egebæk understreger samtidig, at Meny ønsker at engagere sig lokalt: ”Vi er glade for at vi må være med. Vi vil gerne investere i Kalundborg, og udover Kalundborg Rock’er er byfesten en af de største kulturbegivenheder i Kalundborg.”

Store ambitioner og travl uge

Kontoret har i år investeret over 1 mio. kr. i musikprogrammet til byfesten på Kontoret, som dermed bliver større end nogensinde.

Slagtermester Patrick Carlsson fra Meny får en travl uge og flytter midlertidigt til Kalundborg under arrangementet: ”Det er heldigvis nogle erfarne folk, der har prøvet den slags i mange år. Både kokke og de andre, er vant til at have travlt,” fortæller han.

Samarbejdet mellem Kontoret og Meny skal ifølge parterne ikke stoppe her. Flere fælles aktiviteter er allerede på tegnebrættet, men detaljerne meldes ud senere.

Salget til torsdag, fredag og lørdag på Kontoret i byfesten begynder fredag den 8. maj kl. 16 ved, at man enten går ned fysisk på Kontoret eller ringer dertil på tlf.nr. 2281 4117. Derudover kan der senere købes billetter til Musikbingo hos Meny i Kalundborg. Tidspunkt meldes ud snart.

Del