Store forskelle i SOSU-fravær – sådan ligger Kalundborg Kommune

Sygefraværet blandt kommunale SOSU-medarbejdere varierer markant fra kommune til kommune.

Store forskelle i SOSU-fravær – sådan ligger Kalundborg Kommune
På landsplan havde en fuldtidsansat SOSU i gennemsnit 18,8 sygedage i 2025. Men forskellene er store. Modelfoto: Colourbox.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Sygefraværet blandt kommunale SOSU-medarbejdere varierer markant fra kommune til kommune. Det viser en ny analyse fra CEPOS, som peger på både udfordringer og potentialer i ældreplejen.

På landsplan havde en fuldtidsansat SOSU i gennemsnit 18,8 sygedage i 2025. Men forskellene er store: I nogle kommuner ligger fraværet på 14-16 dage om året, mens det i andre når helt op på 23-26 dage.

“Det er bemærkelsesværdigt, at sygefraværet varierer så meget fra kommune til kommune. Det tyder på, at der er et betydeligt potentiale for forbedringer, hvis man lærer af de kommuner, der klarer sig bedst,” siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.

Sådan ligger Kalundborg

I Kalundborg Kommune har sygefraværet udviklet sig således de seneste år:

  • 2020: 15,2 dage
  • 2021: 17,1 dage
  • 2022: 22,9 dage
  • 2023: 20,3 dage
  • 2024: 20,4 dage
  • 2025: 20,2 dage

Det betyder, at kommunen i de senere år har ligget over landsgennemsnittet.

Store forskelle i landet

Ifølge analysen er Skive Kommune, Hørsholm Kommune, Ishøj Kommune, Ikast-Brande Kommune og Struer Kommuneblandt de kommuner med lavest sygefravær. I den anden ende af skalaen ligger Slagelse Kommune, Odsherred Kommune, Langeland Kommune, Middelfart Kommune og Herlev Kommune med det højeste fravær.

Har betydning for borgerne

De store forskelle er ikke kun et spørgsmål om arbejdsmiljø – de påvirker også kvaliteten af plejen.

“Sygefraværet er ikke kun et spørgsmål om trivsel blandt medarbejderne – det har også direkte betydning for borgerne. Højt fravær betyder flere afløsere og mindre kontinuitet i plejen,” siger Karsten Bo Larsen.

Analysen peger samtidig på, at der er et stort økonomisk potentiale. Hvis alle kommuner kunne nedbringe sygefræret til niveauet i den bedste kommune, ville det kunne frigøre over 700 millioner kroner årligt.

“Sygefravær fungerer som en slags temperaturmåler på, hvor godt en arbejdsplads fungerer. Når nogle kommuner har markant lavere fravær end andre, er det et tegn på, at der er konkrete erfaringer, man bør lade sig inspirere af,” siger Karsten Bo Larsen.

Samtidig viser analysen, at sygefraværet generelt er højere i kommunerne end i den private del af omsorgssektoren.

Del