Stor lettelse hos Bendix Tool

Tirsdag aften meddelte 3F Kalundborg, at man ville stoppe blokladen af Bendix Tool i Svebølle. En blokade, der begyndte, fordi 3F ikke anerkender den overenskomst, de ansatte har med KA, Kristelig Arbejdsgiverforening. 

Stor lettelse hos Bendix Tool
Med tillidsrepræsentant Anne Hagelund i spidsen tog de ansatte tirsdag til genmæle i konflikten med 3F. Nu har 3F stoppet blokaden. Det er alle på Bendix Tool meget lettede over. Foto: Charlotte Koefoed


Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Da de ansatte på Bendix Tool mødte ind på arbejde onsdag morgen, var blokadevagterne taget hjem og konflikten sat på pause. 

Det kom frem tirsdag aften, hvor 3F i et facebookopslag skrev: "Vi synes, at situationen hos jer på Bendix Tool skal løses ved dialog og samtale, og vi opfodrer derfor til, vi ikke fortsætter med at bekrige hinanden i offentligheden, men at vi mødes over en kop kaffe og drøfter sagen. For at vise, at vi mener det, vi siger, så meddeler vi her forlods, at vi for nuværende stopper blokaden foran jer, og at vi pauser konflikten. Vi håber på, at I vil tage imod invitationen, og vi på et tidspunkt tager et møde/dialog."

Opslaget på Facebook fra 3F kom efter at tillidsrepræsentant Anne Hagelund og de ansatte havde skrevet et opråb til 3F. 

Tak, men nej tak

Nyheden om, at konflikten er afblæst for nu, vækker store glæde hos Bendix Tool, hvor de ansatte igen onsdag mødtes for at forfatte et skriv, som de gerne vil dele. 

De skriver: 

Vi takker for den store opbakning vi har mødt efter vores opråb. Vi medarbejdere kan ikke genkende det billede, der bliver projekteret i medier og på diverse sociale medier om os og vores arbejdsplads, og har aldrig ønsket at blive brugt som spillebrikker i et spil om magt.

Vi vil gerne bruge vores demokratiske stemme og sige tak, men nej tak.

Tillidsmand Anne Hagelund fortæller, at man nu ser frem til at fortsætte arbejdet på Bendix Tool. og at stemningen onsdag bar præg af stor lettelse. 

Del