Spring og rytme vender tilbage til Raklev

Stærkt instruktørteam skal løfte gymnastikken i RGI

Spring og rytme vender tilbage til Raklev
Raklev Gymnastik og Idrætsforening får igen spring og rytme på programmet. Modelfotos.

Af Gitte Korsgaard  gitte@tv-kalundborg.dk

Raklev Gymnastik og Idrætsforening får igen spring og rytme på programmet i sæsonen 2026/27 – og det bliver med et markant instruktørteam i spidsen.

Foreningen har indgået samarbejde med de unge instruktører Alma Ødegaard, Nynne Seneca og Magnus Bresson, som i den seneste sæson har stået bag et af de mest ambitiøse ungdomshold i DGI-regi i Junior Nord.

Instruktørteamet har arbejdet med mere end 60 unge gymnaster gennem en sæson med højt niveau, stærkt fællesskab og stor udvikling. Holdet har netop afsluttet en sæson med 26 opvisninger rundt i landet og ser nu frem mod en fælles tur til Italien.

Hos Raklev Gymnastik og Idrætsforening glæder man sig over at kunne styrke det lokale gymnastiktilbud.

“Vi er enormt stolte over at kunne tiltrække så dygtige instruktører til vores forening. Det her er et kæmpe løft for vores lokale tilbud til de unge i Kalundborg,” siger Karina Eris fra foreningen.

Gratis prøvetræninger i Nyruphallen

Som optakt til den kommende sæson inviterer RGI alle interesserede unge til gratis prøvetræninger i Nyruphallen, hvor deltagerne kan opleve både træningen, fællesskabet og møde instruktørerne.

Der afholdes åbne træninger:

  • Mandag den 8. juni kl. 18.30-20.30
  • Tirsdag den 11. august kl. 18.30-20.30

Tilbuddet er for unge fra 16 år og opefter. Deltagerne skal fylde 16 år i perioden september 2026 til marts 2027, og der kræves ingen tilmelding.

Vil forbedre faciliteterne

Samtidig investerer foreningen i nye springredskaber og bedre faciliteter frem mod den kommende sæson.

Ifølge Karina Eris er foreningen bevidst om, at de indendørs faciliteter i Kalundborg Kommune til tider er udfordrede, og derfor ønsker RGI at styrke både oplevelsen og kvaliteten omkring træningen gennem nye investeringer.

Med det nye setup er målet at skabe et attraktivt gymnastikmiljø for unge i Kalundborg med fokus på udvikling, fællesskab og højt niveau.

Del