Spildevand fra Helles Klint ledes nu til Ulstrup Renseanlæg

I 2024 overtog Kalundborg Forsyning Grundejerforeningen Helles Klints private spildevandsanlæg. Det var første gang, forsyningen overtog et privat anlæg.

Spildevand fra Helles Klint ledes nu til Ulstrup Renseanlæg
Kalundborg Forsyning har afsluttet arbejdet med kloakering, pumpestationer og omlægning af udløbene ved Helles Klint. Fotos: Kalundborg Forsyning.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Forsyning har afsluttet arbejdet med kloakering, pumpestationer og omlægning af udløbene ved Helles Klint. Spildevandet fra området bliver nu renset på Ulstrup Renseanlæg frem for at blive udledt ved kysten.

I 2024 overtog Kalundborg Forsyning Grundejerforeningen Helles Klints private spildevandsanlæg. Det var første gang, forsyningen overtog et privat anlæg.

Det daværende anlæg var utidssvarende, og spildevandet blev kun delvist renset, inden det blev udledt i Kalundborg Fjord. Formålet med overtagelsen var derfor at nedlægge anlægget og i stedet føre spildevandet til Ulstrup Renseanlæg, der ligger få kilometer fra Helles Klint. Arbejdet er nu afsluttet.

Dialogen begyndte i 2019

Den første dialog mellem Kalundborg Forsyning og Grundejerforeningen Helles Klint begyndte allerede i 2019. Inden overtagelsen kunne gennemføres, skulle en række formelle forhold falde på plads.

”Der har været tale om uopdyrket land for os, fordi vi aldrig tidligere har overtaget et privat spildevandsanlæg. Samtidig har der været en række formelle forhold, som skulle falde på plads, før vi kunne gennemføre overtagelsen. Blandt andet skulle de private kloakledninger tinglyses,” siger William Ejsing, kommunikationsansvarlig i Kalundborg Forsyning.

Han fremhæver samtidig samarbejdet med grundejerforeningen som en vigtig del af projektet.

”Når det er sagt, er det her et rigtig godt projekt. Hele vejen har der været en vilje til at finde en løsning, og den store ros skal gå til Grundejerforeningen Helles Klint. Det er et godt eksempel på, hvad man kan opnå gennem samarbejde mellem borgere og en kommunal aktør. Samtidig glæder vi os over, at spildevandet ikke længere udledes ved kysten ved Helles Klint, men i stedet renses på Ulstrup Renseanlæg,” siger han.

Flere løsninger var i spil

Grundejerforeningerne ved Helles Klint og Sløruglevej har været igennem flere forskellige modeller og løsningsforslag, inden den endelige aftale faldt på plads.

Hos Grundejerforeningen Helles Klint er der tilfredshed med både samarbejdet og resultatet.

”Først og fremmest er vi meget tilfredse med både samarbejdet og den løsning, vi endte med. Timingen gjorde, at det meste af anlægsarbejdet foregik hen over sommerferien, men det er, hvad det er. I stedet vælger vi at fokusere på det positive. Gennem det lange forløb har vi lært forsyningens medarbejdere rigtig godt at kende, og det har været en positiv oplevelse,” siger Ole Rubach, formand for Grundejerforeningen Helles Klint.

Med projektets afslutning bliver spildevandet fra området nu ledt til Ulstrup Renseanlæg, og det tidligere private spildevandsanlæg ved Helles Klint er dermed nedlagt.

Del