Sommerudstilling samler Bispegårdsgruppen i Kalundborg
Publikum kan igen opleve værker fra otte af gruppens medlemmer samt en række gæster, der ligeledes udstiller.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Kalundborg Kunstforening inviterer lørdag den 27. juni kl. 14-16 til fernisering på årets udstilling med Bispegårdsgruppen i Bispegården.
Publikum kan igen opleve værker fra otte af gruppens medlemmer. På udstillingen medvirker Pia Andersen, Finn Heiberg, Didder Geisler, Lillian Neergaard og Hans Helge Nielsen med malerier, Jesper Neergaard med skulpturer, Charlotte Nielsen med keramik samt Anne Fabricius Møller med tekstilkunst.
Nyt medlem og og fire gæster
Grete Balle, der også er medlem af Bispegårdsgruppen, deltager ikke i årets udstilling. Årets udstilling byder desuden på et nyt medlem af gruppen. Esben Klemann deltager med skulpturer. Derudover medvirker fire gæster: Bjarne Werner Sørensen med maleri og grafik, Annette Graae med tekstilkunst samt Wallace & Wallace med keramik og billedkunst.
Med én enkelt undtagelse vil kunstnerne være til stede ved ferniseringen. Udstillingen åbnes af Lea Bregnballe, som er medlem af Kalundborg Kunstforenings bestyrelse.
Bispegården holder åbent tirsdag til søndag fra klokken 11 til 16, og der er fri entré. Udstillingen kan opleves til og med søndag den 2. august 2026.