Sommerkoncert byder på musik og dans
Publikum kan opleve optrædener på fire forskellige scener rundt på Musisk Skole.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Fredag den 12. juni inviterer Musisk Skole Kalundborg til den årlige sommerkoncert, hvor eleverne præsenterer noget af det, de har arbejdet med gennem året.
Arrangementet begynder kl. 15.30 med en velkomst i koncertsalen. Her vil formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Hans Munk (R), holde åbningstalen. Efterfølgende synges der fællessang, inden eftermiddagens og aftenens musik- og danseoplevelser går i gang.
Publikum kan opleve optrædener på fire forskellige scener rundt på Musisk Skole. Koncerter og forestillinger finder sted i koncertsalen, musikcaféen, på den udendørs scene på terrassen mellem Ung Kalundborg og Musisk Skole samt ved Ulshøjshallen.
Derudover vil der være en teaterstand i foyeren, hvor besøgende kan prøve teaterøvelser og høre mere om undervisningen på skolens teaterhold.
Sommerkoncerten løber fra kl. 15.30 til 19.30 og finder sted på Musisk Skole Kalundborg, Skovbrynet 55 i Kalundborg.