Sommerferie på Kalundborg Museum: Bliv kunstner for en dag
Kalundborg Museum inviterer børn og voksne til en kreativ sommerferieaktivitet.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Kalundborg Museum inviterer børn og voksne til en kreativ sommerferieaktivitet, hvor hele familien kan udforske kunsten og prøve kræfter med malerpenslen.
Aktiviteten tager udgangspunkt i museets udstilling om guldaldermaleren Johan Thomas Lundbye (1818-1848), der var født og opvokset i Kalundborg. Lundbye hentede inspiration til mange af sine værker i lokalområdet og er særligt kendt for sine landskabsmalerier og motiver med dyr.
I udstillingen kan gæsterne blandt andet opleve malerier med motiver fra Møllebakken og Kalundborg Fjord. Efter besøget i udstillingen er der mulighed for selv at være kreativ ved værkstedsbordet, hvor der stilles lærred og maling til rådighed.
Mal egen fortolkning af Lundbye motiv
Deltagerne kan male deres egen fortolkning af et Lundbye motiv og samtidig få indblik i kunstnerens arbejdsmetoder. Museet viser også et ægte hestekranium, og besøgende kan prøve at tegne kranier og dyr, som Lundbye selv gjorde. De færdige kunstværker kan tages med hjem som et personligt sommerferieminde.
Der kræves ingen tilmelding for at deltage. Aktiviteten er gratis for museets gæster og er inkluderet i entrébilletten. Datoer og tidspunkter fremgår af Museum Vestsjællands hjemmeside.