Sommerens fodboldskoler samler børn i Kalundborg Kommune
Når sommerferien begynder, bliver fodboldbanerne i Kalundborg Kommune igen rammen om årets DGI Fodboldskoler.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Når sommerferien begynder, bliver fodboldbanerne i Kalundborg Kommune igen rammen om årets DGI Fodboldskoler. I uge 27 og 28 forventes omkring 100 børn at deltage i aktiviteterne, som afvikles i samarbejde mellem Kalundborg GB, Hvidebæk IF, Kirke Helsinge IF og DGI Midt- og Vestsjælland.
Fodboldskolerne er blevet en fast sommertradition, hvor børn på tværs af alder og erfaring samles om fodbold, leg og fællesskab. Programmet byder på både træning, konkurrencer og sociale aktiviteter, der skal give deltagerne gode oplevelser i sommerferien.
Ud over at udvikle deres færdigheder på banen får børnene mulighed for at møde nye kammerater og blive en del af et fællesskab, der ofte rækker ud over selve fodboldugen.
Bag arrangementerne står en stor gruppe frivillige trænere, hjælpetrænere og ledere, som hvert år er med til at skabe rammerne for aktiviteterne. DGI Midt- og Vestsjælland understøtter klubberne med materialer, sparring og uddannelse af de frivillige.
Årets fodboldskoler gennemføres med støtte fra Fonden for SJF Bank. Samarbejdet giver klubberne adgang til nyt træningsudstyr og bedre muligheder for uddannelse af trænere, hvilket kommer både deltagere og foreninger til gavn.