Solfestival på Fugledegaard til september
Lørdag den 19. september danner Fugledegaard rammen om en solfestival. Planlægningen er i fuld gang.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Kom med til Solfestival på Fugledegaard ved Tissø – en endagsfestival, hvor fortid møder nutid gennem kultur, fordybelse, musik, kunst og fællesskab, og hvor solen, naturen og den kulturhistorie, der binder stedet sammen, hyldes.
Efterårsjævndøgn er tidspunktet, hvor lys og mørke står i balance. I det oldnordiske årshjul er der fire ildfester og fire solfester, hvor efterårsjævndøgn er én af solfesterne.
Det markerer overgangen i solens cyklus og naturens skifte mod efterår, og Solfestival er skabt som en festivaloplevelse hvor Fugledegaard byder efterårssolen velkommen og takker for det lys, der har været i den forgangne sommer.
Fordybelse
Dagen byder på aktiviteter, der kredser om fordybelse, natur, ritualer og nærvær. Her inviteres hele familien til at samles om og i naturen, deltage i inspirerende, sanselige og sjove workshops og nyde kunst, oplæg, koncerter og god mad.Man kan også gå på opdagelse i festivalpladsens spændende atmosfære og opleve Solfestivals stemning i eget tempo.
”Til Solfestival kan man møde Tissø Vikingerne, som skaber liv på pladsen med håndværk, formidling, ritualer og aktiviteter for både børn og voksne. Man kan gå på opdagelse i de levende værksteder og stemningsfulde boder, og smag street food inspireret af vikingetiden,” fortæller kulturkoordinator Julie Strandby Dam-Larsen.
Solfestival for børn
Der er sjove og hyggelige aktiviteter for både store og små. Man kan fordybe sig i fantasifuld krea med soltema, hygge om bålet ved den skønne shelterplads, danse med til de stemningsfulde koncerter, og lære om vikinger og solens kraft. Børn og familier kan også møde Dansk Ornitologisk Forening med deres Ørneklub og komme tættere på naturens fugle - ligesom vores forforældre gjorde.
Kan godt bruge flere frivillige
De fantastiske frivillige er hjertet i alt det, der sker på Fugledegaard. Som frivillig bliver man en del af et engageret fællesskab, der løfter i flok.
Man får gratis adgang til diverse arrangementer, og i løbet af året er der både frivilligmøder, løbende oplæring og undervisning samt en hyggelig julefrokost.
”Vi har altid plads til nye, hjælpende hænder, og du kan selv bestemme hvor og hvordan du vil bidrage. Er du interesseret, kan du henvende dig til mig,” siger Julie Strandby Dam-Larsen.