Snart 100 år - og stadig fuld af farver og kreativitet
Rundt omkring i stuerne hænger kunstværker, og på borde og vægge står og ligger spor fra et langt liv med fyldt med kreativitet.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Lyset falder varmt ind gennem vinduerne i huset på Lundevej i Kalundborg. Rundt omkring i stuerne hænger kunstværker, og på borde og vægge står og ligger spor fra et langt og spændende liv fyldt med kreativitet. Det er her, at Grete Balle bor - kunsteren, der den 26. april fylder 100 år.
Grete Balle tager imod med et smil og en rolig varme. Det er svært at forestille sig, at den nydelige friske ældre dame står foran et trecifret fødselsdagstal. Hun virker både nysgerrig, opmærksom, glad og fuld af liv – og kunsten fylder stadig i hverdagen. Grete Balle er, ligesom sin afdøde mand Mogens Balle, en anerkendt kunstner, og selv om hun i dag arbejder mindre end tidligere, skaber hun stadig smukke kunstværker.
"Jeg laver ikke så meget som før, men laver noget hele tiden, ellers føler jeg, at dagen er spildt. Jeg vil gerne udrette et eller andet hver dag."
Et af hendes seneste projekter er netop kunstværket, der skal pryde husgavlen på Solskinspladsen i Kordilgade i Kalundborg, og som snart står færdigt.
Faldt for den gamle skole
Parret flyttede til Kalundborg fra København i 1969, hvor de faldt for den gamle skole i Asmindrup. Her boede og arbejdede de i mange år, efter at have haft brug for mere plads til deres kunst.
"Vi flyttede til Kalundborg i sin tid for at få mere plads. Vi faldt for den gamle skole, som vi egentlig ikke havde råd til at købe, men så fik vi den billigere, og pludselig stod vi midt i renoveringsarbejde af de fine gamle bygninger."
Efter Mogens Balles død i 1988, blev Grete boende i den gamle skole i ti år, inden hun i 1998 flyttede til huset på Lundevej, hvor hun stadig bor i dag. Mogens Balle var en del af kunstnergruppen CoBrA, og han begyndte at male allerede i 1943. Grete Balle arbejdede i mange år med vævning, men har sidenhen kastede sig over maleriet.
"Jeg fik ellers indrettet den flotteste vævestue ovenpå, men jeg gik aldrig derop. Jeg gik altid i kælderen og malede i stedet, da jeg flyttede til Lundevej. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, sådan var det bare."
Debuterede som kunstner i 1950
Hun debuterede som kunstner i 1950, opmuntret af sin mand. Inspirationen kom blandt andet fra gamle finske rya-tekstiler.
"Man kan lave billeder med garn, det behøver ikke være oliefarver eller lign."
Parret levede af kunsten, men havde også arbejde ved siden af til at begynde med. Mogens Balle arbejdede som livredder i svømmehallen på Frederiksberg, mens Grete Balle blandt andet arbejdede ved Statsbanerne. Men efter en udstilling i 1955 begyndte opgaverne at komme, og de to kunstnere blev flere gange spurgt, om de ville udstille sammen.
Et liv fyldt med taknemmelighed
Når Grete Balle ser tilbage på sit liv, gør hun det med taknemmelighed.
"Det er et privilegium at lave det, man brænder for." Hun fortæller også, at kunstnerlivet dengang kom med en pris: "Det havde en pris dengang - vi måtte sige nej til materielle ting, som vi ikke havde råd til, ting som vores venner alle havde, men vi prioriterede kunsten."
Selv i dag udstiller hun stadig flere steder i landet, blandt andet på Museum Jorn i Silkeborg i maj, senere på Fuglsang på Lolland og på et galleri i København.
I stuen, i det hyggelige røde murstenshus, taler hun roligt om et langt liv fyldt med kunst, arbejde og oplevelser. Et liv hun ser tilbage på med glæde: "Det har været et privilegium. Jeg har haft et godt og farverigt liv - og det har jeg fortsat."
Selv om årene går, er skabertrangen stadig stærk.
"Folk har været så venlige i forhold til det jeg laver, og det har været meget positivt. Jeg fortsætter med at være kreativ, så længe jeg magter det."
Men Grete Balle lægger heller ikke skjul på, at der også er ting, der i livet bliver sværere med alderen: "Når man er så heldig at blive gammel, er det hårdt, at man mister alle dem, man elsker, omkring sig.”
Alligevel er det tydeligt, når man sidder i hendes hjem, omgivet af kunstværker og historier fra et langt liv, at Grete Balle stadig er i gang. Stadig nysgerrig. Stadig fuld af liv. Stadig en dygtig kunstner.