Skuffende nederlag til Raklev på hjemmebane

Raklevs sjællandsseriehold led lørdag formiddag sæsonens første nederlag mod Dianalund IF.

Skuffende nederlag til Raklev på hjemmebane
Raklev tabte 2-1 på hjemmebane mod Dianalund IF. Foto: Brian Kristensen

Af Thomas Gosch thomas@tv-kalundborg.dk

Efter tre sejre på udebane og en afbrudt hjemmekamp havde Raklev-spillerne set frem til igen at spille foran deres hjemmepublikum i Raklev.

Raklevs assistenttræner Nihat Carkaci refererer fra kampen:

”Vi startede kampen godt og kom foran efter 10 minutter. Jeppe Præstholm skulle blot sætte foden på Jeppe Søholms flotte forarbejde på venstrekanten, hvor han havde afdriblet et par Dianalund-spillere”.

Dianalund kom herefter bedre med i kampen og udlignede til 1-1 efter 24 minutter. Kort efter fik Dianalund et gult kort efter en hård tackling på Emil Søborg.

”De efterfølgende 10 minutter i overtal forsøgte vi at lægge pres på, mens Dianalund lå og lurede på kontraangreb. Et par gange blev de også ret farlige på den måde. Vi gik dog til pause ved stillingen 1-1. Kort inden pausen fik Dianalund endnu et gult kort.”

Lagde tryk på efter pausen

Med en mand i overtal i de første minutter af anden halvleg fik Raklev lagt et godt tryk på Dianalund, som i en længere periode blot formåede at parere.

Trykket fortsatte også, da Dianalund igen blev fuldtallige, men Raklev fik ikke tilspillet sig de helt store åbne chancer.

”Vi havde 7-8 afslutninger i anden halvleg, men desværre manglede den sidste kvalitet, og Dianalunds keeper blev ikke for alvor presset på afslutningerne.”

I den anden ende havde Dianalund heller ikke haft meget at skyde med i anden halvleg. Et par hjørnespark inden for få minutter skulle dog vise sig at gøre forskellen for dem og i det 81. minut scorede de på et af disse hjørnespark, hvilket blev kampens resultat 2-1

”Det er et skuffende og ærgerligt nederlag på hjemmebane, som samtidig blev vores første pointtab i sæsonen,” slutter assistenttræner Nihat Carkaci.

Kampens målscorer:

1-0: Jeppe Præstholm (10')

1-1: Viktor Larsen (24')

1-2: Viktor Larsen (81')

Raklevs Man of the match blev Jeppe Søholm

Næste weekend spiller Raklev ude, denne gang mod Taastrup FC, som efter weekendens kampe overtog førstepladsen fra netop Raklev, dog med en kamp mere end dem.

 

Del