Skt. Hans-fest vender tilbage til Gisseløre
Kalundborg Svømmeklub klar med stort program til midsommeraften.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Om få uger fejres midsommeren over hele landet, og i Kalundborg vender en lokal tradition tilbage, når Kalundborg Svømmeklub igen inviterer til Skt. Hansaften på Gisseløre.
Arrangementet måtte sidste år aflyses på grund af vejret, men med opbakning fra det lokale erhvervsliv har svømmeklubben endnu en gang sammensat et omfattende program for byens borgere. Hvis vejret arter sig bare nogenlunde, er der udsigt til en festlig aften ved vandet den 23. juni.
I 2024 lagde omkring 3.000 mennesker vejen forbi Gisseløre til Skt. Hans-fejringen, og arrangørerne håber på endnu en velbesøgt aften i år.
Musik, konkurrencer og to bål
Publikum kan se frem til både DJ, livemusik, lotteri, havsvømmekonkurrence og båltale. Der bliver desuden tændt to bål på pladsen. Udover det traditionelle Skt. Hans-bål vil der være et særligt børnebål, som tændes tidligere på aftenen, så de yngste deltagere også kan opleve den særlige stemning omkring midsommerfesten.
Der vil desuden være mulighed for at købe mad, drikkevarer og snacks gennem hele aftenen.
Rock’n’rollers spiller på Gisseløre
Bandet Rock’n’rollers vender tilbage til Kalundborg, og er en del af den musikalske underholdning på Skt. Hansaften. Mange lokale vil kende bandet fra byfesten, hvor de gennem flere år spillede i gården ved Kings Pub.
"Rock’n’rollers leverer 50’er-60’er rock med nerve, energi og kvalitet. Bandet består af os lokale drenge, og så har vi også, som det hører sig til, en rigtig københavner med på tangenter. På tråd kan man glæde sig til at høre Peter Schou, der får tilskuerne til at rocke med på fuld udblæsning. På “gryder” sørger Jens Eyde for at holde takten, og med usædvanlig ro lægger Troels Køhl en rungende og pumpende bas. Jeg er forsanger i bandet, og vil forsøge at få musikken ud over kanten og ned i fødder og ud i hænderne på publikum,” fortæller Jimmy Sørensen.
Blandt andet har Toftegaard Biler, Meny, Electricom, Jerslev Stilladsservice, TV-Kalundborg.dk, KGBs Venner, P.O Service, Bjerge Vognmandsforretning, Troels A/S, Citycontainer og Peter Obel været til stor hjælp, hvad angår at støtte op om arrangementet, hvor alle store som små er velkomne. Der er gratis adgang.
Program til Skt. Hansaften på Gisseløre
- 17:00 – 17:05 Pladsen åbner– velkomsttale v. formand, Kim Poulin
- 17:05 – 17:35 Musikalsk indslag
- 17:35 – 18:00 Konkurrence: Kalundborgs hurtigste havsvømmer
- 18:00 – 18:50 The Lucky Ones
- 18:50 – 19:00 Opråb af sponsorer ifm. lotteri nr. 1 – trækning af lodder
- 19:00 – 19:15 Midsommervisen afsynges, børnebålet tændes
- 19:15 – 20:05 Rock'n'rollers
- 20:10 – 20:50 DJ Bow Miller
- 20:50 – 21:00 Opråb af sponsorer ifm. lotteri nr. 2 – trækning af lodder
- 21:00 – 21:10 Båltale v. Michael Skovgaard Rasmussen fra Meny Kalundborg
- 21:15 – 21:30 Bålet tændes – midsommervisen afsynges
- 21:40 – 22:00 Tak for i aften v. Kim Poulin (og kom-godt-hjem-musik)
- 22:00 – 22:30 Pladsen lukker