Skolefodbold fylder banerne i Munkesøen

Det er Skolen på Herredsåsen, der i år er vært for mesterskaberne, som afvikles fra tirsdag til torsdag for elever fra 6. klasser.

Skolefodbold fylder banerne i Munkesøen
Der bliver spillet masser af fodbold på banerne i Munkesøen i Kalundborg i disse dage, hvor omkring 400 elever fra hele landet deltager i DM i skolefodbold. Foto: Thomas Gosch.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Der bliver spillet masser af fodbold på banerne i Munkesøen i Kalundborg i disse dage, hvor omkring 400 elever fra hele landet deltager i DM i skolefodbold.

Det er Skolen på Herredsåsen, der i år er vært for mesterskaberne, som afvikles fra tirsdag til torsdag for elever fra 6. klasser. Trods det lidt grå vejr samt enkelte regnbyer er turneringen kommet godt fra start, og de mange hold kæmper i disse dage om titlen som Danmarksmester i skolefodbold.

Lokale skoler er med helt fremme

Kalundborg er stærkt repræsenteret ved årets mesterskaber. Både Skolen på Herredsåsen og Nyrupskolen deltager med både pige- og drengehold. Hos drengene repræsenterer Herredsåsen Vestsjælland som kredsmester, mens Nyrupskolen er kredsmester hos pigerne.

At begge skoler er med i begge rækker skyldes, at Herredsåsen er vært for stævnet, hvilket har udløst en ekstra plads til Kreds Vestsjælland i både pige- og drengerækken.

Alle kampene bliver spillet i Munkesøen, hvor der er opstillet seks 8-mandsbaner til turneringen, som fortsætter igen i morgen.

Del