SKØL udvider med PEJSESTUEN 

Nyt lounge- og mødelokale i Skibbrogade skal skabe rammer for nærvær og idéudvikling.

SKØL udvider med PEJSESTUEN 
Lokalet er indrettet som et mindre og afslappet rum til nærvær, uformelle møder og hyggelige sammenkomster og har plads til op til 10 personer.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

SKØL i Skibbrogade har udvidet rammerne omkring bryggeriet og baren med et nyt lounge- og mødelokale kaldet PEJSESTUEN.

Lokalet er indrettet som et mindre og afslappet rum til nærvær, uformelle møder og hyggelige sammenkomster og har plads til op til 10 personer. Her er målet, at det faglige og sociale kan smelte sammen i rolige omgivelser.

Fokus på hyggelige og uformelle rammer

Ifølge SKØL er PEJSESTUEN skabt som et alternativ til traditionelle møde- og samlingsrum.

”Vi ville gerne skabe et rum, der føles mere som en hyggelig dagligstue end et traditionelt mødelokale. Et sted, hvor man både kan holde møde, få idéer, smage øl eller bare være sammen i uformelle rammer,” fortæller eventkoordinator hos SKØL, Gemma Carbonell.

Lokalet er indrettet med retro-inspirerede elementer, varme materialer og en intim stemning. Samtidig er der lagt vægt på funktionalitet, blandt andet med mulighed for præsentationer og møder.

Faciliteter til både møder og sociale arrangementer

PEJSESTUEN er udstyret med skærm til præsentationer, whiteboard til idéudvikling og et lydanlæg til afdæmpet baggrundsmusik. Når skærmen ikke er i brug, er der desuden en virtuel pejs, der bidrager til stemningen i rummet.

Derudover er lokalet indrettet med selvbetjenings-køleskab med SKØLs egne øl og andre drikkevarer, og der er mulighed for catering i form af kaffe, mad og snacks.

Lokalet kan blandt andet bruges til mindre møder og workshops, kunde- og netværksmøder, interne møder og sparring, smagninger i små grupper samt uformelle fredagsbarer og sociale arrangementer.

Kan bookes hos SKØL

PEJSESTUEN fungerer som et selvstændigt, semi-privat lokale og et supplement til SKØLs øvrige aktiviteter i Skibbrogade. Lokalet kan bookes ved direkte henvendelse til SKØL.

Del