Udvalgsformand: Det var en misforståelse, at festen blev afbestilt

Svebøllehallens kælder er fuld af skimmel. Det er en kendt - og gammel sag - som strække sig over en lang årrække. Men resten af hallen kan man sagtens være i. Det er der dog delte meninger om i kommunen. 

Udvalgsformand:  Det var en misforståelse, at festen blev afbestilt
Formand for Teknik-, Natur- og Miljøudvalget, Jakob Beck Jensen, slår fast, at kommunen står 100 procent inde for, at det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt at opholde sig i Svebøllen - lige med undtagelsen af kælderen. Han mener afvisningen af frivilligfesten 2025 beror på en misforståelse. Foto: Jens Nielsen

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

En frivilligfest i Svebølle Hallen blev afvist af kommunens administration. Men det beror på en misforståelse, siger udvalgsformand.

Afvisningen skete med henvisning til skimmelproblemer i Svebølle Hallens kælder.

Problemet er gammelt, og selv om der er afsat fem millioner kroner til at fjerne skimmelsvampen fra kælderen, er der endnu ikke sket noget.

"Vi har haft problemet oppe før og bedt administrationen om at komme med nogle mere specifikke og konkrete forslag. De kommer i løbet af efteråret, så vi kan tage stilling til dem i Teknik-, Natur- og Miljøudvalget," siger udvalgets formand, Jakob Beck Jensen (V).

Han påpeger også, at man har konstateret skimmel i kælderen, men at målinger alle andre steder i hallen viser, at man uden risiko kan færdes sikkert i hallen.

Først blev festen aflyst – så blev den afviklet

Den oplysning er ikke nået ud i alle kroge af kommunens administration. I en mailkorrespondance, som TV-Kalundborg har fået tilsendt, fremgår det, at den årlige Frivillig Fredag 2025 i netop Svebølle Hallen blev afvist af kommunen med følgende ordlyd:

Vi har fået oplyst, at der er udfordringer med skimmelsvamp i hallen, og at det skal udbedres. Vi annullerer derfor vores bestilling til Frivillig Fredag den 26.09.25.

Du må have en god dag.

Mailen er sendt til OLD SBI, som også forpagter cafeteriet i Svebølle Hallen.

Festen endte alligevel med at blive afviklet i Svebølle Hallen. OLD SBI's formand, Steen Jensen, protesterede nemlig over aflysningen med henvisning til, at kommunen gentagne gange havde forsikret, at det var sundhedsmæssigt forsvarligt at benytte hallen.

Men mailen om aflysningen falder Jakob Beck Jensen for brystet.

"Det er en misforståelse. Man kan bruge Svebølle Hallen, som man altid har gjort – undtagen kælderen. Hallen har jo været åben hele tiden," siger Jakob Beck Jensen.

Der har været vand i kælderen i Svebølle Hallen flere gange, og problemet stammer helt tilbage fra før kommunesammenlægningen.

Frivilligfesten i Svebølle Hallen er en stor indtægtskilde for OLD SBI, og her mener man, at hallen bør leve op til en vis standard, og at det påhviler kommunen at vedligeholde hallen. OLD SBI betaler en årlig forpagtningsafgift til Kalundborg Kommune for cafeteriet.

Jakob Beck Jensen slår fast, at Kalundborg Kommune står 100 procent inde for, at man kan opholde sig i alle øvrige lokaler i Svebølle Hallen, med undtagelse af kælderen. 

Del