Skaldyr, fjordudsigt og sensommerhygge på Gisseløre
Arrangementet har været en fast tradition gennem flere år, og interessen er allerede stor.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Fredag den 14. august inviterer Restaurant Gisseløre igen til skaldyrsaften. Arrangementet har været en fast tradition gennem flere år, og interessen er allerede stor.
Skaldyrsaftenen finder sted fra kl. 18 til 21, og ifølge restaurantchef Simon Wittrock er der allerede booket omkring 40 gæster. Der er dog fortsat plads til lidt flere gæster.
Bordreservation anbefales
”Vi har allerede booket til omkring 40 personer, men der er plads til 20 mere. Man må meget gerne booke, da det gør det lettere for os, og bordreservation anbefales da også, da vi ofte ikke har flere pladser, hvis man kommer fra gaden. Vi er ofte booket helt op til den slags ting. Det betyder ikke, at man ikke er velkommen til at forsøge, men vi vil jo gerne undgå, at man går skuffet herfra, fordi man ikke kunne få bord,” siger Simon Wittrock.
Han opfordrer samtidig gæsterne til at komme lidt før det officielle starttidspunkt.
”Vi ser meget gerne, at dem, der kan, kommer lidt tidligere, så alle ikke kommer på én gang. Man er også meget velkommen til at sidde på terrassen og nyde et glas vin eller bobler inden maden,” siger Simon Wittrock.

Skaldyrsaften på Restaurant Gisseløre er populær.
Buffet mindsker madspild
Skaldyrsaftenen bliver serveret som en stor buffet. Tidligere har restauranten tilbudt bordservering, men det er man gået væk fra.
”Det er lækkert med bordservering, men der er for meget madspild, og det er synd,” siger Simon Wittrock.
Menuen byder blandt andet på krebs, jomfruhummer, rejer – herunder store koldtvandsrejer – tigerrejer, blåmuslinger og kammuslinger. Derudover serveres blandt andet tarteletskaller med rejer og svampe, hjemmerøget laks samt brød og salat som tilbehør. Aftenen afsluttes med dessert i form af romflamberede figner med is.
Er vejret godt, er det også muligt at spise på restaurantens terrasse med udsigt over fjorden.
Bord kan bookes på restaurantens hjemmeside www.restaurant-gisseloere.dk eller ved at kontakte restauranten via e-mail eller telefon.