Sejerø-borgere hædret for redningsindsats ved havnen

Fire lokale modtog dusør for ekstraordinær handlekraft.

Sejerø-borgere hædret for redningsindsats ved havnen
Fire borgere fra Sejerø er blevet hædret af politiet for deres indsats, da en kvinde i januar faldt i vandet på havnen under vanskelige forhold. Modelfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Fire borgere fra Sejerø er blevet hædret af politiet for deres indsats, da en kvinde i januar faldt i vandet på havnen under vanskelige forhold.

De fire var blandt i alt 17 borgere, som den 23. juni modtog en dusør af politidirektør Jørgen Bergen Skov ved et arrangement på politistationen i Roskilde. Modtagerne blev hædret for at have ydet en ekstraordinær indsats, blandt andet ved at stoppe alvorlig kriminalitet, redde liv og hjælpe sårbare mennesker i sikkerhed.

Kvinde faldt i iskoldt havnevand

Hændelsen fandt sted den 19. januar 2026 klokken 21.45 på havnen i Sejerø. En kvinde gled i noget reb på den isglatte havn og faldt i vandet. Temperaturen lå omkring frysepunktet, og der var delvis is på havoverfladen.

En 71-årig kvinde fra Sejerø holdt fast i den forulykkede kvinde og alarmerede samtidig sognefogeden samt en 48-årig mand og en 38-årig kvinde fra øen.

De to sidstnævnte ankom hurtigt til stedet og greb fat i kvindens arme, så hun kunne holdes oppe i vandet. Kort efter kom sognefogeden med en stige, som kvinden med sine sidste kræfter lykkedes med at kravle op ad og komme i sikkerhed på kajen.

Politiet anerkender indsatsen

Den 71-årige kvinde, den 48-årige mand og den 38-årige kvinde er hver blevet tildelt en dusør for deres ekstraordinære handlekraft og samarbejde i den kritiske situation. Sognefogeden har ligeledes modtaget en dusør for sin indsats.

Alle dusørmodtagere modtog 1.000 kroner samt et diplom i glas og ramme som tak for deres indsats.

Del