ScanEstate ApS har købt den tidligere Asger Andersens Maskinforretning i Gørlev

Den lokale ScanEstate ApS har købt den tidligere Asger Andersens Maskinforretning i Gørlev. Virksomheden har flere planer for området, blandt andet lagerhotel og et helt nyt boligområde.  

 

ScanEstate ApS har købt den tidligere Asger Andersens Maskinforretning i Gørlev
Thomas Andersen og Thomas Jensen ScanEstate ApS og medejer i ScanHuse ApS Martin Olsen foran den tidligere Asger Andersen Maskinforretning. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Nu kommer der liv i den tidligere Asger Andersens Maskinforretning på Kalundborgvej 18-20 i Gørlev. ScanEstate ApS har netop sat deres underskrift på købsaftalen.

Den 1. september 2026 overtager ScanEstate ApS ejendommene fra konkursboet efter Asger Andersens Maskinforretning.

Med en beliggenhed centralt i Gørlev, lige over for Gørlev Hallen og et par hundrede meter fra skole og indkøbsmuligheder, er placeringen optimal.

"Vi har før haft ejendommen og grunden i kikkerten, men nu var tidspunktet det helt rigtige, så vi slog til," fortæller Thomas Jensen fra ScanEstate ApS, som er en lokalt forankret virksomhed med rødder i Gørlev-området. Virksomheden ejes af Ejvind Pedersen, Thomas Andersen og Thomas Jensen.

Asger Andersens Maskinforretning blev etableret tilbage i 1961 af Asger Andersen, der døde 94 år gammel i januar 2023. Virksomheden gik konkurs i august 2024, og ejendommen har ligget øde hen siden.

Flere planer for området

Med overtagelsen kommer der til at ske flere tiltag. Planen for ejendommene er at renovere stuehuset og genudleje det. Stuehuset er på 160 kvadratmeter, og der forventes indflytning den 1. december i år.

"Vi bygger den gamle lagerhal på 1.500 kvadratmeter om til lagerhotel med nye rum. Det går vi i gang med med det samme, så vi er klar allerede i slutningen af september," siger Thomas Andersen.

Illustration over området. 

Desuden vil ScanEstate renovere det gamle værksted og kontor samt genudleje det til erhverv med mulig indflytning i efteråret 2026.

Den ikoniske store udstillingshal på 1.150 kvadratmeter med kontor- og toiletfaciliteter skal ligeledes istandsættes med henblik på udlejning og mulig indflytning i efteråret 2026.

Helt nyt boligområde: Snedkerhaven

Ud over planerne for de eksisterende bygninger har ScanHuse Vestsjælland ApS købt grunden mellem Kalundborgvej 18-20 og Tværstenen. ScanHuse Vestsjælland ApS ejes af Martin Olsen, Martin Ahlgren, Nikolaj Jensen og ScanEstate ApS.

"Planen er, at der i 2028/2029 skal opføres omkring 20 mindre rækkehuse på grunden. Det er selvfølgelig under forudsætning af, at kommunen godkender en ny lokalplan for området," siger Thomas Jensen.

Navnet på boligområdet bliver Snedkerhaven – et navn, der peger tilbage på den første virksomhed på adressen, Gørlev Maskinsnedkeri.

ScanHuse Vestsjælland ApS vil i efteråret også starte på at opføre 70 rækkehuse i Sørbymagle lige syd for Slagelse.

I 2024 opførte ScanEstate ApS de 28 rækkehuse ved Sukkerfabrikken på Roevej i Gørlev, og ScanEstates datterselskab, ScanHuse ApS, er i øjeblikket ved at opføre 120 rækkehuse i Spangsbro tæt ved Kalundborg.

Er man interesseret i at vide mere omkring ledige lejemål/lagerhotel eller at blive skrevet op til lejeboliger, kan man finde informationer på scanestate.dk/lagerhotel, på scanestate.dk/interesseliste eller på mail til 
Lejer@scanestate.dk

 

 

Del