Sammen om Kulturen arbejder på flere planer
Sommerserie: Sammen om Kulturen blev født til en nytårskur - nu er man klar til anden uddeling af penge til kulturformål.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Ideen til Sammen om Kulturen blev hovedkulds født ved en nytårskur i Kalundborgegnens Erhvervsråd i januar 2025, hvor Kalundborgs borgmester, Martin Damm, proklamerede, at han havde planer om at støtte kulturen.
Solide sponsorer kom til, og der blev dannet en forening bestående af lokale erhvervsvirksomheder, som spyttede i kassen for at styrke det lokale kulturliv i hele kommunen.
Den 7. oktober 2025 blev foreningen formelt stiftet, og Søren Kjærsgaard fra SJF Bank blev valgt som formand.
Der blev holdt informationsmøde i Kalundborg om, hvordan man søger penge hos Sammen om Kulturen, og det førte til 25 ansøgninger inden fristen den 15. februar 2026. Ansøgningerne blev behandlet af nomineringsudvalget, som udvalgte 15 projekter, der tilsammen fik 967.500 kroner.
Nu er man klar med endnu en ansøgningsrunde til de sidste penge i puljen, som i alt udgør 2,1 millioner kroner i 2026. Ansøgningsfristen er den 15 august.
"Processen er sådan, at nomineringsudvalget forholder sig til ansøgningerne og giver en indstilling videre til bestyrelsen. I den runde, vi lige har haft, tog vi udvalgets indstilling til efterretning og fulgte den," forklarer Søren Kjærsgaard.
Det er den procedure, man kommer til at følge fremadrettet, oplyser formanden.
Bestyrelsen kan tage egne initiativer
"Vi kan for eksempel selv forfølge nogle større sager. Det kunne for eksempel være Eksperimentarium Symbiosen. Det er noget, vi selv er gået ind i. Det kan også være, at vi ad uofficielle kanaler får en henvendelse om noget, nogen mener, vi burde kigge på," forklarer Søren Kjærsgaard.
Det kan være større kulturelle begivenheder, som har en lang tidshorisont.
Butiksdød – er det med i jeres overvejelser, at projekterne skal understøtte bosætning og butiksliv?
"Jo, det er det bestemt. Hele initiativet omkring Sammen om Kulturen handler netop om at give flere muligheder for de kulturtilbud, der er, men også om at øge både antallet og mangfoldigheden i kulturlivet. Det betyder selvfølgelig, at der kommer flere tilbud, og det gavner hele kommunen. Det gør det endnu mere attraktivt at bo og arbejde i Kalundborg Kommune," mener Søren Kjærsgaard.
Kort sagt tænker man bredt, og det kan ses på listen over de projekter, der har fået støtte fra Sammen om Kulturen.

Ideen til Sammen om Kulturen blev hovedkulds født ved en nytårskur i Kalundborgegnens Erhvervsråd i januar 2025 af Kalundborgs borgmester, Martin Damm. Foto: Jens Nielsen
Flere foreninger med samme kulturformål
Kalundborg Kommune er ikke kendt for at satse stort på kulturen. I hvert fald ikke indtil der for nogle år siden blussede en stor debat op om det kulturfattige Kalundborg. Der var borgermøder og undersøgelser, og der er sket en del siden.
Ud over Sammen om Kulturen meldte en anden gruppe private aktører sig på banen – stort set samtidig. Det er foreningen Pondus, der består af en række erhvervsfolk med Per Junge i spidsen som formand, og som også har kulturen som fokus.
Umiddelbart har de to foreninger ikke et samarbejde, men Søren Kjærsgaard glæder sig over udviklingen:
"Vi er da kun glade for, at der er flere kræfter, der arbejder på at skabe flere kulturtilbud i Kalundborg Kommune, så det kan vi kun hilse velkommen. Vi har en fin dialog med Pondus. Vi klapper i hænderne over, at der er flere gode kræfter, der arbejder mod det samme mål."
Bestyrelse og nomineringsudvalgets medlemmer
Bestyrelsen i Sammen om Kulturen består af Søren Kjærsgaard (SJF Bank, formand), Martin Damm (Kalundborg Kommune, næstformand), Steffen Olsen (Handels- og Erhvervsforeningen for Gørlev og Omegn), Sebastian Bruus Olsen (BS Brandsikring), Stine Gry Roland (Novo Nordisk), Jesper Buch (Salto Systems) og John Anderberg (Høng Erhvervsforening).
Nomineringsudvalget, som behandler ansøgninger til foreningens pulje, består af Mette Bang Stanelt (BS Brandsikring), Klaus Koksby Hansen (SJF Bank), Karina Holmbo (Novo Nordisk) samt Hans Munk (Kultur- og Fritidsudvalget).
Du kan læse om Sammen om Kulturen lige her.