Sæsonåbning på Fugledegård-Tissø Vikingecenter- med nyt navn og nyt logo

På Fugledegård-Tissø Vikingecenter er en forandring på vej. Når sæsonåbningen fejres den 2. maj vil stedets nye logo og navn blive præsenteret. 

Sæsonåbning på Fugledegård-Tissø Vikingecenter- med nyt navn og nyt logo
Lørdag den 2. maj er der sæsonåbning på Tissø Vikingecenter. Samtidig afsløres både nyt navn og nyt logo. Foto: Flemming Fabriciusen-Nielsen
Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Fugledegård-Tissø Vikingecenter har noget helt specielt i ærmet, når der er sæsonåbningsfest lørdag den 2. maj. 

Her afslører man nemlig et nyt navn og et nyt logo. Det er et led i den udvikling, stedet har været igennem. 

Bag kulisserne er der de sidste to år arbejdet på højtryk for at realisere en forandring, der skal give endnu mere plads til og mulighed for kulturhistorie, naturoplevelse og fordybelse.

"De seneste to år har der allerede været en løbende udvikling med et øget fokus på  arrangementer og events med udgangspunkt i historie, natur og fordybelse. Blandt andet har vi afholdt den store Solfestival, som vender tilbage igen i år. Med en klar visuel identitet og kernefortælling kan vi nu arbejde endnu mere målrettet med at styrke indsatsen. Navneændringen giver samtidig mulighed for at lade fortællingerne fra fortiden træde tydeligere frem og sætte endnu flere naturoplevelser på
dagsordenen," fortæller Julie Strandby Dam-Larsen, kulturkoordinator og daglig leder.

 

Nyt logo med særlig inspiration

Samtidig med navneændringen vil et nyt logo også træde i kraft ved sæsonens begyndelse. Et logo, der drager inspiration fra endnu et af de mest spektakulære fund fra området: Freja-figuren.

"I nordisk mytologi symboliserer og samler Freja naturen, ritualer og myter, som altid har
været bærende elementer herude og som gennem denne forandring skal bringes endnu
mere i spil, så det var helt naturligt at drage inspiration fra netop hende," siger Julie Strandby Dam-Larsen.

Med navneændringen ønsker vikingecentret at åbne for endnu mere naturoplevelse, kulturhistorie og fordybelse, og i endnu højere grad give plads til fortidens mange fortællinger.

Det sker som nævnt lørdag den 2. maj fra klokken 13 til 16. 

Dagens program byder på velkomst og afsløring af navn og logo, spændende oplæg, ritualer, livemusik, kunstudstilling, besøg af Tissø Vikingerne, Dansk Ornitologisk Forening Vestsjælland, bålhygge, krea og sjove aktiviteter for hele familien. 

Området ved Fugledegård-Tissø Vikingecenter har i oldtiden fungeret som et vigtigt magt- og kultcentrum, og ét af de mange imponerende fund fra stedet, Tissøringen, råder over en fornem titel: Skandinaviens største enkeltstående guldfund fra vikingetiden. Mere end 15.000 fortidsminder er fundet i det historiske område, og flere af dem kan dateres helt tilbage til stenalderen. Med de forandringer, der er på vej, er hensigten at genopvække forbindelsen til, hvordan mennesker har levet i og med naturen gennem tiden.

Det er gratis at deltage, og adressen er Bakkendrupvej 28.

Del