Særlig pulje har skaffet 138 læger og sygeplejersker til regionens hospitaler

En målrettet rekrutteringsindsats har foreløbig resulteret i ansættelsen af 91 læger og 47 sygeplejersker på Region Sjællands hospitaler.

Særlig pulje har skaffet 138 læger og sygeplejersker til regionens hospitaler
Blandt de nye medarbejdere er fire lungemedicinere på Midt- og Vestsjællands Hospital, fire neurologer på Sjællands Universitetshospital og fem endokrinologer på Holbæk Sygehus.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalunbdborg.dk

En målrettet rekrutteringsindsats har foreløbig resulteret i ansættelsen af 91 læger og 47 sygeplejersker på Region Sjællands hospitaler. Blandt de nyansatte er fire lungemedicinere på Midt- og Vestsjællands Hospital. Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.

I begyndelsen af året øremærkede Regionsrådet godt 100 millioner kroner til at styrke bemandingen på de områder, hvor manglen på sundhedspersonale er størst. Den seneste opgørelse viser, at der med hjælp fra midlerne er indgået aftaler om ansættelse af 91 læger, 47 sygeplejersker og 13 øvrige sundhedsmedarbejdere i løbet af 2026, står der I pressemeddelelsen.

Blandt de nye medarbejdere er fire lungemedicinere på Midt- og Vestsjællands Hospital, fire neurologer på Sjællands Universitetshospital og fem endokrinologer på Holbæk Sygehus.

“Vi har i Region Sjælland særligt på vores mindre hospitaler og inden for en række specialer haft vanskeligt ved at rekruttere speciallæger og sygeplejersker tidligere. Det har betydet, at vi har brugt vikarer, privathospitaler og andre dyre løsninger, for at patienterne kunne behandles rettidigt. Nu kan vi se, at pengene, vi har afsat, faktisk bliver omsat til flere medarbejdere, og det giver mere robuste hospitaler, mere sundhed for pengene og mulighed for mere sammenhængende patientforløb,” siger regionsrådsformand Trine Birk Andersen.

Ifølge regionsrådsformanden har investeringer i stærke faglige miljøer sammen med lokale og centrale rekrutteringsindsatser samt programmet Bæredygtige Akutsygehuse og Specialer bidraget til, at flere speciallæger er blevet tiltrukket. Det kvalificerede ansættelsesstop i Region Hovedstaden har også spillet en rolle.

Flere skal behandles tæt på hjemmet

På Sjællands Universitetshospital i Nykøbing Falster er der med hjælp fra midlerne åbnet et neurologisk nærtilbud. Her er en speciallæge i neurologi til stede to dage om ugen.

Det betyder, at flere patienter med eksempelvis nyopståede neurologiske symptomer eller mistanke om epilepsi kan blive vurderet lokalt i stedet for at skulle rejse til Roskilde.

“Det betyder noget for patienterne, når vi får flere læger og sygeplejersker. Det giver bedre mulighed for at behandle flere patienter tættere på deres bopæl. Det er præcis den retning, vi ønsker for vores sundhedsvæsen,” siger Trine Birk Andersen.

De 47 nye sygeplejersker skal ligeledes være med til at styrke behandlingen og skabe mere sammenhængende patientforløb i en region med store geografiske afstande mellem borgerne og hospitalerne.

Fortsætter indsatsen i 2027

Erfaringerne fra Region Sjælland bliver ført videre i Region Østdanmark. I den nye regions første budget er der afsat 154 millioner kroner til at styrke bemandingen og gøre udvalgte specialer mere robuste.

Pengene er målrettet hospitalerne i Sundhedsråd Midt- og Vestsjælland samt Sundhedsråd Østsjælland og øerne. Det gælder Holbæk Sygehus, Sjællands Universitetshospital i Nykøbing Falster, Roskilde og Køge samt Midt- og Vestsjællands Hospital i Næstved og Slagelse.

“Jeg er glad for, at det forberedende regionsråd for Region Østdanmark har valgt at afsætte 154 mio. kr. til at fortsætte indsatsen i 2027 og samtidig prioriteret yderligere 271 mio. kr. til patient- og borgerrettede aktiviteter i Region Sjællands område. Det viser, at vi på tværs af den nye region står sammen om at skabe mere lighed i sundhed,” siger Trine Birk Andersen.

Regionsrådet besluttede i januar 2026 at afsætte 102,6 millioner kroner til at ansætte 103 læger, 46 sygeplejersker og 13 øvrige sundhedsmedarbejdere. Opgørelsen fra den 31. juli viser desuden, at der er indgået aftaler om mindst otte yderligere lægeansættelser i 2027.

Del