Sæbys hyggeligste loppemarked vokser igen

Det, der begyndte som et lille lokalt loppemarked med blot otte stande, har udviklet sig til en af områdets største og mest populære loppemarkedsdage.

Sæbys hyggeligste loppemarked vokser igen
Når "Sæbys hyggeligste loppemarked" løber af stablen, søndag den 9. august, vil hele 110 standholdere indtage sportspladsen. Arkivfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Det, der begyndte som et lille lokalt loppemarked med blot otte stande, har udviklet sig til en af områdets største og mest populære loppemarkedsdage.

Når "Sæbys hyggeligste loppemarked" løber af stablen søndag den 9. august fra klokken 10 til 16, vil hele 110 standholdere indtage sportspladsen ved Sæby Friskole med alt fra loppefund og genbrugsguld til vintage, retro og spændende brugskunst.

Etableret af lokale ildsjæle

Loppemarkedet blev etableret af to lokale ildsjæle i 2017 og afholdes i år for syvende gang. Den stigende interesse blandt både standholdere og besøgende har gjort det nødvendigt at flytte arrangementet til en større placering på skolens sportsplads, hvor der nu er plads til det rekordstore antal stande.

Arrangørerne glæder sig over den positive udvikling og den store opbakning, som loppemarkedet har oplevet gennem årene.

“Vi er stolte af, at et arrangement, som startede i det små, nu er blevet en fast tradition, hvor både nye og tilbagevendende standholdere mødes år efter år. Det handler ikke kun om handel – det handler mindst lige så meget om fællesskab og hygge,” fortæller arrangørerne.

Til gavn for friskolen

Loppemarkedet er ikke blot en hyggelig dag for besøgende og standholdere. Overskuddet fra arrangementet går til Sæby Friskole, og dermed er markedet også med til at støtte lokale aktiviteter og fællesskaber.

Foruden de mange stande vil der være mulighed for at købe mad og drikke på pladsen. Det lokale forsamlingshus sørger blandt andet for grillpølser, frikadellesandwich, kaffe, te og sodavand, så gæsterne kan tage sig en pause mellem de mange loppefund.

Med 110 stande, masser af aktiviteter og fokus på både genbrug og fællesskab forventer arrangørerne endnu en velbesøgt dag, når loppemarkedet igen samler lokale og gæster udefra til en hyggelig dag i Sæby.

Del