Rundkørsel spærres om natten på grund af asfaltarbejde
Trafikanter skal være opmærksomme på ændrede trafikforhold, når Kalundborg Kommune udfører reparationsarbejde i rundkørslen ved Holbækvej, Kåstrupvej og Biotekparken.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Kalundborg Kommune udfører asfaltarbejde i rundkørslen ved Holbækvej, Kåstrupvej og Biotekparken den 22. og 23. september. Rundkørslen bliver spærret i aften- og nattetimerne.
Trafikanter skal være opmærksomme på ændrede trafikforhold, når Kalundborg Kommune udfører reparationsarbejde i rundkørslen ved Holbækvej, Kåstrupvej og Biotekparken.
Arbejdet foregår begge dage fra kl. 18 til kl. 05. I dette tidsrum vil rundkørslen være spærret, og trafikanterne skal følge den skiltede omkørsel.
Ny asfalt skal sikre vejbelægningen
I forbindelse med arbejdet bliver den eksisterende belægning fræset af, hvorefter der lægges ny asfalt. Formålet er at sikre en holdbar og trafiksikker vejbelægning.
Fræsearbejdet er planlagt til den 22. september fra kl. 18 til kl. 05, mens asfalteringen skal foregå den 23. september i samme tidsrum.
Der må forventes øget støj
Arbejdet vil medføre mere støj end normalt. Der vil blandt andet blive anvendt asfaltudlægger, fræsemaskine, lastbil med kran eller grab samt pladevibrator.
Der tages forbehold for vind- og vejrforhold.