Rumbasserne satte i gang
Forleden startede et helt nyt projekt i Fællesskabets Hus: Rumbasserne.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Forleden så et helt nyt tiltag dagens lys i Fællesskabets Hus: Rumbasserne. Tiltaget handler om at bevæge sig – sammen.
Arne Christoffersen fra Høng Gymnastikforening havde fundet på nogle aktiviteter, som både skulle sætte gang i bevægelsen, men også styrke fællesskabet.
I første omgang mødtes man klokken 13 ved Madbanken og gik sammen til Høng Skov, hvor Arne Christoffersen havde lavet et “sjovt orienteringsløb”, hvor det ikke gjaldt om at være hurtigst, men om at samarbejde og finde posterne sammen.
Syv friske deltagere mødte op, og de fik alle en t-shirt og forplejning undervejs.
Der blev blandt andet skudt med pusterør og med bue og pil samt gennemført et orienteringsløb.
Næste mandag mødes man igen i Fællesskabets Hus klokken 13 og går sammen op til bevægelsesparken for at spille disc golf.
Rumbasserne er et særligt hold, og der er plads til flere, så man møder bare op, hvis man har lyst til at være med.
“Lige nu er det os her i Fællesskabets Hus, der står for det hele – også økonomisk – så vi kunne egentlig godt tænke os at få et par sponsorer. Hvis nogen har lyst, så kom frit frem,” opfordrer Michael Diekelmann fra Fællesskabets Hus.
Planen er, at Rumbasserne mødes hver mandag til bevægelse og sjov.