Rekordmange deltog i Hornfiskefestival i Kalundborg
Solskin, storfangster og røget hornfisk trak 200 deltagere til Kalundborg Havnepark lørdag.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Solskin, storfangster og røget hornfisk trak 200 deltagere til Kalundborg Havnepark lørdag.
Lørdag den 9. maj dannede Havneparken i Kalundborg rammen om årets Hornfiskefestival, hvor både erfarne og nye lystfiskere prøvede kræfter med forårets populære kystfiskeri.
Festivalen satte i år deltagerrekord med 200 deltagere, og dagen forløb under perfekte forhold i det gode forårsvejr. Fiskeriet var særligt godt langs kysterne i Kalundborg Kommune, mens forholdene i selve Havneparken var mere udfordrende. Alligevel blev der landet mange flotte hornfisk, som både udløste præmier og gode oplevelser.
Ny stand med røget hornfisk blev et hit
Som noget nyt havde arrangørerne i år etableret en stand, hvor især børn og unge kunne få røget deres nyfangede hornfisk og nyde den kort efter på rugbrød med purløg, dild og citron.
“Det var en stor succes, hvor både børn, unge og familier fik sig en lækker bid mad,” fortæller Niels Lagergaard Pedersen, der er projektchef hos Fishing Zealand.
Støtte fra Sammen om Kulturen
Hornfiskefestivalen blev i år støttet af Foreningen Sammen om Kulturen.
“Hans Munk fra kommunalbestyrelsen var forbi og takkede for den flotte deltagelse og stod efterfølgende for præmieuddelingen til de dygtige og heldige vindere. Vi glæder os meget til næste år,” fortæller Niels Lagergaard Pedersen.