Rekordmange danskere lever med diabetes
Aldrig før har så mange danskere haft diabetes.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Stigende antal diagnoser får Diabetesforeningen til at efterlyse en ambitiøs forebyggelsesplan.
Aldrig før har så mange danskere haft diabetes. Nye tal fra Diabetesforeningen viser, at 384.600 danskere nu lever med sygdommen, og at rekordmange blev diagnosticeret i 2025.
Stigningen skyldes især type 2-diabetes, og alene sidste år fik i gennemsnit 78 danskere om dagen stillet diagnosen.
“Det er en udvikling, vi som samfund skal tage meget alvorligt. Diabetes er en livsændrende kronisk sygdom, som kan medføre alvorlige og invaliderende følgesygdomme, som kan gøre stor, permanent skade på øjne, nyrer og hjerte – og som man kan dø af. Tallene understreger desværre, at vi ikke er på vej i den rigtige retning. Tværtimod,” siger Claus Richter, administrerende direktør i Diabetesforeningen.
Stigende udvikling gennem 10 år
Udviklingen har været markant gennem det seneste årti. Antallet af danskere med enten type 1- eller type 2-diabetes er steget med 42 procent siden 2015.
Ifølge Diabetesforeningen skyldes stigningen blandt andet en ældre befolkning, længere levetid med sygdommen samt faktorer som kost, fysisk aktivitet, vægt og arvelighed.
Store forskelle mellem kommuner
Tallene viser også store geografiske forskelle. I nogle kommuner har mellem 4 og 6 procent af borgerne type 2-diabetes, mens andelen i andre kommuner overstiger 11 procent.
Samtidig er der forskel på, hvor hurtigt sygdommen breder sig. Over de seneste ti år er andelen steget markant i flere kommuner, mens stigningen i hovedstadsområdet er væsentligt lavere.
Advarer om voksende pres
Den stigende udvikling betyder ifølge Diabetesforeningen et voksende pres på sundhedsvæsenet og øget risiko for alvorlige følgesygdomme.
“Vi er vidner til et trafikuheld i slowmotion: Hvis vi ikke handler, men bare ser til, vil udviklingen fortsætte. Det har alvorlige konsekvenser for den enkelte og for samfundet,” siger Claus Richter.
Han peger samtidig på, at følgevirkninger som sygdom, indlæggelser og førtidspension hvert år koster samfundet over 13 milliarder kroner.
“Derfor er man nødt til fra politisk hold at sætte et klart mål om flere sunde leveår for danskerne. Det kræver en langt mere ambitiøs plan for forebyggelse af kroniske sygdomme som type 2-diabetes. For eksempel gennem målrettet tidlig opsporing. Det er en svær, men nødvendig, opgave, som en kommende regering skal tage på sig. Når vi løfter forebyggelsen, løfter vi også arbejdsudbuddet og frigør ressourcer fra sundhedsvæsnet,” siger Claus Richter.
Sætter fokus på diabetes i hele landet
Danmarks Diabetesdag markeres i dag over hele landet med blandt andet gåture, der skal skabe opmærksomhed om sygdommen.
“Danmarks Diabetesdag er en anledning til at få hele Danmark til at åbne øjnene for en sygdom, der rammer flere og flere danskere. Det handler om liv, helbred og en fremtid, hvor færre skal leve med diabetes,” siger Claus Richter.
Fakta: Diabetes i Danmark
- 384.600 danskere lever med diabetes
- 348.500 har type 2-diabetes
- 36.100 har type 1-diabetes
- Flere bliver diagnosticeret med type 2-diabetes end nogensinde før
- Omkring 100.000 danskere har type 2-diabetes uden at vide det
- Cirka 500.000 har forstadier til type 2-diabetes