Regn flyttede Dagplejens Dag ind i hallen
Der var både sanglege, dans og motorikbaner, som børnene kunne udfolde sig på, og dagen blev brugt på hygge og bevægelse i trygge rammer.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
I Gørlev blev Dagplejens Dag i år rykket indenfor, da regnen satte en stopper for det planlagte møde på Bytorvet. I stedet gik børn og dagplejere direkte til Gørlev Idrætsefterskole, hvor gymnastiksalen dannede rammen om en dag med sang, leg og fælles aktiviteter.
Her var der både sanglege, dans og motorikbaner, som børnene kunne udfolde sig på, og dagen blev brugt på hygge og bevægelse i trygge rammer. Frie Dagtilbud i Kalundborg Kommune havde doneret et beløb, så alle børn fik en gave og lidt godt at spise.
Fokus på tryghed og nærvær
Årets tema i Hobittens dagpleje og børnehave var med fokus på en af de centrale kerneværdier: tryghed og nærvær i dagplejen – symboliseret ved hjerter. Barnevogne var derfor pyntet med ballonhjerter, tegnede hjerter og kartonhjerter, og selv bollerne, som børnene fik, var pyntet med et hjerte. Ved dagens begyndelse dannede dagplejerne desuden en stor hjerteformation i gymnastiksalen.
Børnene fik brugt alle de redskaber, der var sat frem til leg og bevægelse, og efter nogle aktive timer var det trætte børn, der tog hjem igen.
”Det var en rigtig dejlig dag, hvor vi fik sat fokus på vi i Hobittens Dagpleje arbejder med i det daglige,” fortalte Janne Larsen – og fortsatte: ”Det er så vigtigt for de små børns udvikling og trivsel med nærværende voksne, der i de små grupper giver børnene tryghed og omsorg.”
Dagen sluttede med et optog fra Idrætsefterskolen med pyntede vogne og cykler.