Region Østdanmark præsenterer nyt logo før sammenlægningen

Nyt visuelt symbol skal skabe genkendelighed for borgere og medarbejdere.

Region Østdanmark præsenterer nyt logo før sammenlægningen
Region Østdanmarks nye design og logo vil gradvist blive taget i brug på blandt andet bygninger, skilte, køretøjer, uniformer, hjemmesider og patientinformation. Logoet symboliserer Region Østdanmarks seks nye sundhedsråd og mødet mellem regionen og de mennesker, den er sat i verden for at hjælpe.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Når Region Østdanmark officielt træder i kraft den 1. januar 2027, vil borgere allerede fra første dag kunne møde regionens nye logo på blandt andet ambulancer, hospitaler, hjemmesider og i Digital Post.

Det nye logo skal være med til at gøre den kommende region let at genkende for både borgere, patienter og medarbejdere. Region Østdanmark erstatter Region Hovedstaden og Region Sjælland og får ansvaret for sundhedsvæsenet og øvrige regionale opgaver øst for Storebælt.

For de fleste borgere vil overgangen i første omgang især være synlig gennem det nye navn og den nye visuelle identitet.

“Et nyt logo kan måske virke som en lille ting. Men det er også en synlig illustration af, at sundhedsvæsenet i de to tidligere regioner nu er samlet i én region med et fælles ansvar for borgerne,” siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj.

Skal afspejle den nye regions ambitioner

Logoet vil gradvist blive implementeret på bygninger, skilte, køretøjer, uniformer, hjemmesider og patientinformation. Det er udformet som et symbol på Region Østdanmarks seks nye sundhedsråd og mødet mellem regionen og de mennesker, den skal hjælpe.

Ifølge Lars Gaardhøj rækker logoets betydning ud over den visuelle identitet.

“Logoet skal hjælpe borgere og medarbejdere med at genkende den nye organisation, men det symboliserer også noget større. Ambitionen med Region Østdanmark er at skabe et sundhedsvæsen med mere sammenhæng, større lighed og tilbud, der kommer tættere på borgerne. Vi bygger videre på de stærke hospitaler og sundhedstilbud, som borgerne kender i dag, men vi skal samtidig bruge den nye region til at skabe et sundhedsvæsen tættere på borgerens hjem og hverdag,” siger Lars Gaardhøj.

Gradvis udskiftning af logoer

Regionen lægger vægt på, at implementeringen skal ske ansvarligt og i takt med almindelig udskiftning af materialer og udstyr.

Fra årsskiftet vil det nye logo blandt andet blive taget i brug på indkaldelsesbreve, hjemmesider, udendørs skiltning ved hospitalerne samt på Regionshuset i Sorø og Regionsgården i Hillerød. Også ambulancer og øvrige køretøjer vil løbende få det nye design.

Andre steder vil overgangen ske over længere tid. Det gælder blandt andet uniformer, medarbejderkort og sundhedskort, som først får det nye logo, når de eksisterende materialer skal udskiftes eller genbestilles.

Det betyder, at borgere også efter årsskiftet kan møde medarbejdere med logoer fra de nuværende regioner på uniformerne.

Fakta om Region Østdanmark

Region Østdanmark erstatter Region Sjælland og Region Hovedstaden den 1. januar 2027. Regionen får cirka 2,78 millioner indbyggere, svarende til 46 procent af Danmarks befolkning, og et regionsråd med 47 medlemmer.

Den visuelle identitet er udviklet i samarbejde med designtrioen Jacob Kahlen, Martin Hansen og Jens Kajus fra Kahlen/Hansen og Jens Kajus Studio.

Formålet med logoet er at skabe en tydelig og genkendelig identitet for den nye region blandt borgere, patienter og medarbejdere.

Del