Reersø Museum fejrer 100-års jubilæum
Nu inviteres alle igen indenfor med gratis adgang til museet.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Reersø Museum inviterer til fejring med kaffe, historiske dragter og gratis adgang.
Reersø Museum kan i år fejre 100-års jubilæum, og det bliver markeret med en festdag lørdag den 23. maj. Museet på Skansevej 4 åbnede første gang den 23. maj 1926 med fri adgang for byens borgere. Nu inviteres alle igen indenfor med gratis adgang til museet fra klokken 13 til 16.
I forbindelse med jubilæet bliver der også serveret kaffe i et festtelt ved museet, og klokken 14 optræder Korsør-egnens folkedansere med folkedans ved Mortensgaard på Skansevej 11. Arrangementet er dog vejrafhængigt, da regnvejr kan betyde aflysning for at beskytte dragter og sko.
Tidligere havde Reersø sin egen folkedanserforening, og dengang blev der hvert år danset på Mortensgaard.
Museum viser livet i begyndelsen af 1800-tallet
Det var Thorkild Gravlund, der tog initiativ til at oprette museet med fokus på at vise, hvordan den fattige landalmue levede i begyndelsen af 1800-tallet.
Ved særlige lejligheder ifører nogle af museets frivillige sig historiske dragter for at levendegøre museet og vise, hvordan mennesker tidligere levede med stue og stald under samme tag.
Museets bygning blev opført i 1726 og er også kendt som Andræjs hus, opkaldt efter den sidste beboer, Andreas Sørensen. Han kom fra Nordsjælland, men blev under krigen mod England sendt til Reersø som artillerist. I 1812 giftede han sig med enken Ane Margrethe Larsdatter og overtog huset i fæste for fem rigsdaler om året. Ane Margrethe døde i 1839 og Andreas i 1841, og siden har huset ikke været beboet.
Frivillige har holdt museet i live
Reersø Museum har gennem alle årene været drevet af frivillige kræfter. Tidligere stod 3-5 personer for vedligeholdelsen, mens en kustode passede museet mod at få halvdelen af entreindtægterne.
I en periode var museet lukket, fordi det ikke var muligt at finde nogen til at vise det frem. Derfor blev der i 1977-78 oprettet en museumsforening, som siden har stået for både vedligeholdelse og fremvisning.
Museet holder fortsat åbent med hjælp fra frivillige, og arrangørerne håber nu på godt vejr og mange besøgende til jubilæumsfejringen.